De kom, de så, de sejrede. Baest cementerede sig atter som værende øverst i fødekæden, da de lukkede og slukkede søndagens Roskilde Festival.

Xenoblight havde glædet sig, og det havde vi også. Festen fortsatte søndag aften på Dyrskuepladsen.

Polars Collide er hvad der sker, når man ser fuldstændigt bort for kunstnerisk integritet og tyvstjæler alt, der definerer ens band. Og det uden på nogen måde at leve op til bandet, man stjæler fra.

Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.

Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.

Det bedste, der er at sige om 'Fortitude', er, at den får forløberne til at tage sig bedre ud. Økometallerne prædiker for koret og lever op til alle fordommene om at være overvurderede.

Portugisiske Animalesco, o Método debuterer med crust, død og sikkert blandede trusler og ukvemsord, som nordboerne ikke forstår. Det kunne være meget værre.

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.

Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."

Sulphurous udgiver omsider nyt materiale, og det lyder til, at dødsmetallen stadig ulmer i det afdyb, hvorfra kun de mest dystre toner slipper ud.

Anton Bregendorf er multiinstrumentalisten bag Hajn, der på 'EP' spiller en glimrende omgang dødsmetal flankeret af vokal fra blandt andet Baest og Xenoblight. Fremtiden er ikke her, men fremtiden er lys.

Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...

Med fængende guitarlyd og en rytmisk forståelse for black og dødsmetal har Suffering Hour lavet et virkelig godt album.

Deiquisitor fortsætter deres stime af udgivelser med EP'en 'Humanoid', hvor de spiller den tunge dødsmetal, som er blevet deres varemærke.

Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

Katla har sammen med et vegansk pizzaria i København udgivet, hvad der tegner til at blive til årets fysiske udgivelse.Vi vurderer i en lynanmeldelse, om det er lykkedes. 

Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!

Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.

'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.