I stiveste sorte puds genindtog doom/goth-kongerne fra Halifax Pumpehuset med gammelt og nyt, nerve, tyngde og atmosfæriske højder.

Det var både ligheder og forskelle på de to Virginia-bands, der stod på Loppens plakat for september. Her stod den først på rock af den gamle skole med Satan’s Satyrs og derefter på doom af den nyere skole i form af Windhand.

De britiske veteraner holder det høje niveau fra forrige års comeback med en plade forbeholdt de indviede. 

Med deres femte album markerer Drug Honkey sig som et af de væsentligere nyere doom metal-bands fra Amerika. 'Cloak of Skies' er en plade, der både udfordrer og tilfredstiller.   

Svenske Avatarium flirter mere med halvfjerdser- og stoner rock end den oprindeligt intenderede doom på nyt album. Jennie-Ann Smiths kraftige vokal og bandets fascination af absurd poesi er der dog ikke ændret ved.

Det var suverænt at lade Atomikylä lukke den finske aften på Gloria-scenen. Efter mange dage med smat og koncerter var en psykedelisk koncert af den tunge og mørksindede slags lige præcis, hvad der var brug for.

De svenske doom-statsmænd gav en klassepræstation fredag på Copenhell, hvor de viste, at doom metal sagtens kan skabe en fest.

Alle Copenhell-gæster opfordres til at se Candlemass. Deres show på svensk grund var fængende, dystert og veludført – en oplevelse, ingen metalelsker må snyde sig selv for.

Svensken går all-in på ørehænger-doom og flirten med hekse og døde. What's not to like?

Irske Dread Sovereign leverer en udmærket omgang doom på deres anden fuldlængde, ’For Doom the Bell Tolls’. Gruppen med Nemtheanga (Primodial) i front mangler dog et par nuancer mere, før de kan måle sig med doomgenrens bedste.

Efter tyve års studiedvale har Wino vakt hjertebarnet The Obsessed til live igen. Og tak for det. 'Sacred' er et overskudsalbum, der viser muskelguitaristen fra hans bedste side.

Fire finske fyre har på dette album et usædvanligt godt tag på den klassiske doom/heavy metal med fed, varieret ren vokal og har samtidig held med at gøre lyden beskidt og rocket med input fra stoner metal og et infernalsk growl.

Demon Head har skabt sig en lyd, der er fascinerende i sin søgen tilbage til tiden omkring den hårde rocks fødsel.

I længsel efter at opleve en klubkoncert med Electric Wizard tog vi i sidste uge til Berlin. Her understregede Jus Oborn og co., at de er doom-bandet, der i dag sætter standarden for genren. NWOBHM-legendariske Angel Witch varmede op.

Doom-kometerne Pallbearer tager et gevaldigt spring nedad med deres tredje og alt for lange album.

På deres debutplade gør Bathsheba næsten doom metal interessant igen. ’Servus’ er ikke nogen stor plade, men en række alternative genre-påfund gør den mere end lytteværdig.   

Sidste år udgav Roadburn-aktuelle Wolvennest en tung wah-wah psykedelisk debutplade, som vi endelig har fået lyttet til. Den er solidt eksekveret, men også alt for genkendelig.

Det var A Sun Traverse, der holdt releasefest og skulle fejres fredag på BETA, men det var Altar of Oblivion, der gav aftenens bedste koncert.

Fem ud af seks medlemmer er tidligere Saturnus-medlemmer, men selvom A Sun Traverse absolut vil appellere til Saturnus' fans, så trækker ep'en både i en mere rå retning og har en mere atmosfærisk kulisse.

Inter Arma brygger videre på samme kemiske formel som på deres sidste fuldlængde. Omfanget i tid og skala er større, men nuancerne forbliver de samme. Næsten.