På en stegende hed majaften i Aarhus leverede Arch Enemy en teknisk glimrende og showmæssigt kedelig koncert med for meget fokus på de senere års svage plader.

Med ’Berserker’ har Amon Amarth udgivet en plade, der er så velkendt og vellydende, at de fleste vil have problemer med at finde det nye. Det er både godt og skidt.

Allegaeons femte plade tegner et billede af et tech-dødsband, der har fundet sin endelige musikalske form, men til gengæld mangler en del på sangskrivningsfronten for at være rigtig interessante.

Roadburn-effekten prægede At The Gates, der bød på flere og flere covers og gæsteoptrædener, som koncerten skred frem. Det var en udelt fornøjelse at opleve svenskerne bryde de vante rammer.

Urkraft har vi ikke hørt fra i 10 år. Det var til at mærke på et band, der enten skal genfinde sig selv på live-fronten eller lade det nye Urkraft forblive et studieprojekt.

I et solidt dødsmetallisk program på RMF var Vomitory det dødsband, der slap absolut dårligst fra deres optræden. Uengageret, anonymt og forglemmeligt var stikordene.

World War 5 hyggede sidstedagen på Royal Metal Fest i gang med gratis merchandise, solid bøllet dødsrock og glædelige gensyn med flere vigtige personligheder fra den danske metalhistorie.

Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er  usammenhængende og rodet.

Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.

På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.

Tolv år efter den seneste fuldlængde er svenske Carnal Forge tilbage med et par nye medlemmer, ny inspiration, groove, fart og noget at bevise.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.

'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

En karismatisk forsanger går ud, en anden kommer ind. Livløs gør, hvad de kan, for at fastholde momentum, og Bornholm fik fredag aften en fingerpeg om, at det kan blive helt godt.

House of Atreus byder på melodisk dødsmetal, men det er langt fra den klassiske af sin slags, når der flirtes med græsk mytologi i en rå og beskidt lyd.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.

Cast the Stone debuterer med en charmerende ep-udgivelse, der har stjålet svenskerdødens facitliste og rimelig succesfuldt prøver at sætte svarene i nye rækkefølger.

Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.

Selvom Michael Stanne & co. ind imellem har svært ved at finde storformen på plade, så fejler de sjældent live. Eminem prøvede at trække os videre, men intet slår Dark Tranquillity, når de er i deres es, som de var denne aften. 

Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.