Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

Ripensernes treer siger farvel til melodød og halløj til metalcore. Aphyxion holder niveauet højt efter danske standarder, om end der bliver lånt rigeligt med virkemidler fra de internationale idoler.

’Evergreen’ er et højdepunkt i After the Burials diskografi. Desværre er det ikke en indikation på en gennemført udgivelse, men blot et generet lavt bundniveau.

Søndag aften på Richter bød på 'core-galore. Bastant, generisk, oldschool, japansk-inspireret og dumt. Der var plads til alle, især da publikum begyndte at forlade koncerten, mens Emmure spillede.

Det konceptuelle udtryk på ’The Valley’ er ikke tilstrækkeligt visualiseret, og det lider pladen mere end nødvendigt under.

While She Sleeps tager ikke mange chancer med deres fjerde fuldlængdeudgivelse. Det får desværre ‘So What?’ til at fremstår som en forlængelse af ‘You Are We’, fremfor et ny kapitel.

I stedet for at jappe udgivelser af sted, som ellers har været normen for Born of Osiris, har den amerikanske kvintet holdt en mindre udgivelsespause. Nu er de tilbage med en plade, der både er deres mest helstøbte og deres korteste.

Med 'Crow' har Hanging the Nihilist udgivet en interessant ep af international kaliber. En kompetent udgivelse, der klæder bandet såvel som dansk metal.

Var det en selvfølge, at Architects leverede en velspillet koncert i Vega? Ja. Var det alligevel mere end bare velspillet? Også det.

Soilworks sangskriverduo har idéer med fra The Night Flight Orchestra, og de fungerer overraskende godt i samspillet med Bastian Thusgaards jyske dødstønder. Soilworks 11. plade er tung og metallisk og samtidigt lettilgængeligt rockende og harmonisk.

All That Remains ved stadig ikke, hvad de vil, og er næsten længere fra en ensrettet identitet end på forrige album.

Unearth er tilbage med deres til dato mest tilgængelige album. En velkomponeret plade, der dog giver køb på bandets primære force gennem tiden.

Arkitekterne er reflekterende på deres ottende studiealbum, der primært virker som et meget velkomponeret terapi-album. En smuk salut til afdøde Tom Searle.

Det er svært ikke at have høje forventninger til en aften med Cabal og Unseen Faith. Heldigvis blev størstedelen af forventningerne realiseret. 

To år efter, at The Browning ramte bundet med et vanvittigt dårligt album, vender amerikanerne tilbage med en interessant opfølger.

Monuments byder ikke på meget nyt på deres tredje album. Til gengæld byder de på masser af generisk, kedelig djent, halvfærdige ideer og uuholdeligt banal lyrik.

Crossfaith gentog succesen fra Copenhell og spillede i løbet af en lille times tid publikum til ekstase.

Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret. 

Bury Tomorrow forsætter med at gøre hvad de er bedst til. Der er både deres force og hæmsko.

På en dag ellers tørlagt for død og helvede var Cabal et tilpas usmukt slag lige i ansigtet – men afbræk fra kompleksiteternes monotoni havde været at foretrække.