'That’s The Spirit' er intet mindre end en musikalsk milepæl for den engelske kvintet Bring Me the Horizon. Så kan man hade eller elske den alt efter præference.
Den australske kvintet Northlane har på kun to år udviklet sig fra at være blot endnu et band i et hav af djent-inspirerede metalcore-grupper til et voksent og individuelt band, der kan og vil mere end blot at lyde som alle de andre.
Butcher Babies er i den grad et band, som tilsyneladende skiller vandene. Det er elsket af mange, men hadet af flere. Det skyldes nok ikke mindst bandets fysiske fremtoning. Vi forsøger her at se på musikken i stedet.
Den tyske discocore-kvartet We Butter The Bread With Butter formår heller ikke på dette fjerde album at finde den gyldne mellemvej mellem brug af humor versus ønsket om at skrive seriøs musik. Måske var det på tide, at bandet valgte det ene fremfor det andet?
Den amerikanske sekstet sparer ikke på de velkendte floskler eller overkalkulerede kompositioner på et album, der tilsyneladende henvender sig til en helt specifik målgruppe: den emotionelle teenager.
En veloplagt Rob Zombie og hans band fik Store Vega til at slippe bryster og balloner fri i halvanden times metallisk halbal i det muntre horrorland.
Der var en vis ensformighed over Ill Niños musik, men om de så havde spillet den samme sang igen og igen sættet igennem, så havde de med garanti stadig lavet en kæmpefest i teltet.
Det amerikanske band A Day to Remember fik æren af at åbne den store scene Helviti torsdag eftermiddag, og de unge fans fik præcis den fest, de kom efter!
Butcher Babies har valgt, at fokus ikke kun skal være på musikken, og det skæmmede et ellers udmærket show.
Sukkersøde serenader og dårlig humor er ikke en opskrift på succes.
På trods af tekniske problemer og regn fik de velklædte herrer i Upon a Burning Body skabt en fest.
Med Raunchy eskalerede festen på Copenhell, og bandets dansable musik fik den store crowd ved Pandæmonium-scenen til at kridte danskeskoene og tænde godt op under ølkoret.
Det kolde og vindblæste betonhelvede på Copenhell var den perfekte kulisse til Slipknots dystre og kakofoniske maskebal, der tog publikum med storm.
F.E.A.R. er muligvis det mest velskrevne album, Papa Roach har indspillet i lang tid – men der er stadig meget spildplads.
The Agonist overlever uden Alissa White-Gluz, men på bekostning af stort set alt andet interessant.
Glamour of the Kill er såmænd blevet anmeldt to gange før i Devilution, begge gange til et enkelt point. Denne anmeldelse bærer stolt traditionen videre.
Kvartetten fra Alaska leverer efter 5 års pause et ganske solidt udspil.
Betraying the Martyrs var ikke mærket af en hård turneplan og spillede både energisk og hjerteligt.
Slipknot var magtesløse overfor Forums elendige lydforhold, men holdt skansen under et 90 minutters langt deja-vu af de sædvanlige tricks, dog nu i en større produktion og indpakning.
Forud for torsdagens Slipknot-koncert i Forum udgyder nærværende anmelder sit blødende nu metal-hjerte og beskriver sit forhold til en af æraens vel allerbedste plader, nemlig 'Iowa'.
