Oranssi Pazuzu leverede en fremragende koncert, og Dark Buddha Rising stenede igennem tirsdag aften på KB18, hvor man kunne få meget metal for meget få penge.
Torsdag aften var Beta reserveret til progressiv metal. Før opvarmningstjensen for Enslaved påbegyndte, havde australske Ne Obliviscaris og amerikanske Oceans of Slumber taget turen til det kolde Danmark, og tak for det.
Blackgaze-pionererne Alcest er på deres femte fuldlængde vokset gevaldigt; bandets karakteristiske eventyrlige atmosfære giver en smuk, nærmest guddommelig lytteroplevelse.
Epica er på bandets syvende album mere symfoniske, progressive, ambitiøse og omfangsrige end nogen sinde tidligere. Det hele bliver desværre en smule trættende i løbet af et alt for langt album.
Lørdagens koncert med King Crimson mindede på mange måder om den, de havde givet dagen forinden, dog med variationer på sætlisten. Der var fremadskuende prog og drum clinic-vibrationer for alle pengene.
Opeth har aldrig lydt så uselvstændige, som de gør på deres tolvte album, ’Sorceress’. Emuleringen af 1970’ernes prog rock fortsætter, men uden den kant og kvalitet, der kendetegner bandets øvrige plader.
Bevæbnet med ikke mindre end tre trommeslagere spillede King Crimson fredag aften deres første koncert i Danmark i 13 år. Det blev en tre timer lang forestilling, som var både højtidelig, overdådig og for meget af det gode.
Queensrÿches optræden på Train i Aarhus var bandets afslutning på deres europaturné. Det burde resultere i en finale med ekstra pondus. Men i stedet var det et halvtræt og temmelig umotiveret band, der gav en utilgiveligt kort koncert.
Amerikanske Periphery vender stilsikkert tilbage på deres fjerde udgivelse. En plade, der byder på masser af godt materiale og solide kompositioner.
Evergreys tiende album er ganske fornuftigt. Men det mangler lige det, som ville gøre det til et rigtig godt album.
Dan Swanö og hans partner in crime, Ragnar Widerberg, er tilbage med en ny fuldlængde under Witherscape-banneret, og det er igen en stærk og ikke mindst stærkt varieret udgivelse.
Voivod kom, så og sejrede med en overlegen præstation og en medrivende fest for de indviede få til Dirty Days of Summer.
Ihsahn har efterhånden gæstet Wacken ret mange gange både med Emperor og som solist. Denne gang nørdede han igennem, og det fungerede momentvis.
Med ’The Theories of Flight’ sætter Fates Warning en tyk streg under, at bandet ikke bare er blandt pionererne inden for amerikansk progressiv metal, men også at man fortsat agter at gøre krav på tronen inden for genren.
Det er ærgerligt, når ens gamle musikalske helte ikke kan leve op til deres højdepunkter. Men det er sørgeligt, når ens gamle helte leverer en præstation, der får dem til at fremstå som et amatørband af den slags, som spillede på lokale rockfestivaler i gamle dage.
The Algorithm er et vanvidsprojekt. En bagmand med et utal af ideer og en total mangel på respekt for diverse genrekonventioner. Resultatet er endnu en magt-præstation fra den franske solo-kunstner og et genremix af progressiv metal, djent, IDM, trance og drum and bass.
De franske metalgiganter havde ikke den bedste koncertstart, men kom hurtigt efter det med deres energiske nyklassikere.
Greg Fox og Alexandra Drewchin tog lørdag eftermiddag en rejse gennem 70 minutters eksperimenterende improvisationsmusik. Det var dog hård kost for et lørdagstræt publikum.
Trommeslagerne Greg Fox (Liturgy) og Kid Millions (Oneida) spillede fredag eftermiddag en koncert i Glorias mørke, hvor de begge i dynamisk dialog gav hinanden mod- og medspil.
Almægtige Meshuggah badede natten til lørdag Avalon i tonstunge toner og lækkert lys med en magtdemonstration af en koncert, der godt kunne have brugt en enkelt grooveændring.