Selvom der er kommet lidt grå hår til hos både band og blandt publikum, leverede Dizzy Mizz Lizzy stadig overbevisende i Horsens i Fængslet.
Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.
Fem minutters virkelig fedt nyt. 70 minutters velspillede og velkendte klassikere. Dizzy Mizz Lizzy leverede som altid en solid oplevelse. Men helt godt nok til den officielle åbning af Amager Bio blev det aldrig.
Frank Carter gør op med sin punk-fortid på sin tredje soloplade, der brillerer ved sit store følelsesmæssige engagement og sin lyttevenlige rockstil, men savner aggression og numre, der for alvor er musikalsk interessante.
Helvedesilden blev holdt forment i live i Pumpehusets stueetage, hvor Demon Head kuraterede deres egen releaseparty med dystre toner fra undergrunden.
Mainstreamgennembruddet ligger lige for. Det sidste skridt, Demon Head vægrer sig ved at tage, er det, der leder ud af anonymiteten. Hvis de overhovedet vil.
Der var knallertrock fra fremtiden og støjende ørkenrock i Københavns indre by lørdag aften. Der var bare ikke særligt mange til at overvære det.
Fra Mayhem-scenen kommer Gullo Gullo, et sammenrend af mere eller mindre kendte ansigter fra dansk rock og metal, der kaster sig ud i en støjende og dronende friformsrock.
‘Resist’ er en flot pop-rock-plade. Desværre insisterer hollænderne på, at forklæde pladen som alt andet end det den er.
Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.
Briternes sjette fuldlængdeudgivelse er et stort, succesfuldt skridt væk fra alt, der har noget med metal at gøre. Det er et provokerende gateway-album, der for alvor skyder kvintetten op i superligaen.
Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.
Retrorockerne fortsætter deres b-films-trip og holder sig til den velkendte formel på deres femte album. Men i det små dukker nye ting op i deres lyd, og det klæder dem.
Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.
Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.
Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.
Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand.
Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.
Nyt album, nye medlemmer og nye visuals. Alt for få publikummer fik fornøjelsen af de nye rammer for showet, da Uncle Acid & the Deadbeats bragte deres psykedeliske horrorrock til hovedstaden.
Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.
