Ihsahn er bedst kendt som forsanger og guitarist i det længst forstøvede black metal-band Emperor, men har efterhånden udgivet pladet i eget navn tre gange så længe. På ‘Telemark’ prøver han kræfter med både Iron Maiden og Lenny Kravitz

Der er god smag, tillært smag og ting, man aldrig lærer at elske. Natjagers første fuldlængde flytter bandets musik fra de første to kategorier til den sidste.

Dropkick Murphys led af metaltræthed, og distancen til deres publikum var alt for stor. Det hjalp heller ikke, at sætlisten bestod mest af midttempo-numre, som aldrig rigtig havde nogen forløsning. Opvarmeren Frank Turner overvandt til gengæld en del nye fans. 

De canadiske thrashere i Annihilator leverer trofast plader i et jævnt tempo, og niveauet på 'Ballistic Sadistic' lider netop derfor. Og af andre årsager.

Den legendariske guitarist og sanger Kirk Windstein, kendt fra kæmpebands som Down og Crowbar, har udgivet en soloplade. Man kan blive i tvivl, om det egentlig var det, han ville.

Five Finger Death Punch og Bad Wolves var rent formularisk showmanship, der i Royal Arena mindede mere om en varieté end en metalkoncert. Og Megadeth burde have udsat deres comeback.

Midnight vil gøre alt for at provokere og virke seje. Men på enmandsbandets fjerde Venom-opkog i fuld længde er det hele alt for forudsigeligt og bedaget.

Acca Daccas lillebror udgiver sin femte plade. Atter med tre års mellemrum til den forrige er Airbournes nye album fuldstændig som alt det andet. Tinnies mod tindingen, bar mave og masser, masser af brødrene O’Keeffe.

For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.

Hvis man ikke kan andet, kan man altid genbruge. High Command thrasher sig igennem middelmådighedens ørken i adstadigt tempo uden rigtig at have en ide om, hvordan de kommer videre.

Amon Amarths eventuelle kvaliteter forsvandt i en sky af røg, damp og oppustelige plasticdyr. Arch Enemy lød som sædvanlig, og Hypocrisy kæmpede med lyden.

I sin tid proklamerede Refused sig selv punkens fremtid. De viste sig at få ret, men mistede dermed også deres berettigelse i nutiden.

Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

De britiske thrasheres første album i 29 år er noget så sjældent som et comeback, der ikke skuffer. Måske fordi forventningerne ikke er de store.

Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.

Månegarm lever fortsat højt på vikingeklicheer, der kun er blevet mere tyndslidte med årene i takt med sangskrivningen. Risikoen for at have glemt koncerten, inden året er omme, er høj.

Grand Magus leverede præcis, hvad man havde kunnet forvente af den svenske powertrio. Skabelonmetal spillet stramt, sikkert og særdeles uinteressant.

Mægtige Conan gæstede Lille Vega, og omkring 50 mødte frem. Oveni det var der adskillige lydbøffer. At de blev løst var ikke nok til at hive det engelske superdoom-band op fra en kvalitet, der lå langt under vanligt niveau.

Nile har fået ny forsanger ved siden af Karl Sanders. Han skal løfte arven fra Dallas Toler-Wade, og det bidrager ikke med meget på den nye plade.