Hammerfall beviser på deres tiende ellevte skive, at de både er et dygtigt band og et band, der virkelig har brug for at tænke nyt.

Killswitch Engages ottende studieplade genbruger mange af bandets egne succesformler, men halter, hvad angår både nytænkning og sangskrivning.

Der er få over Jared Gomes, men til gengæld lader det til, at der har været en hel del under. Den amerikanske flab og hans husorkester (Hed) P.E. er tilbage, og det er altid en fornøjelse. Også selvom ’Stampede’ er en halvsvag udgivelse.

Er fint nok godt nok for Slipknot? ’We Are Not Your Kind’ er endnu et album, som vil være glemt, når turnécyklussen er overstået. Det har sine højdepunkter, men der er ikke mange af dem.

Anthrax spillede for masser af mennesker på Wacken Open Air 2019, men det er aldrig rigtig godt når de covernumre, man spiller, er koncertens bedste.

Cro-Mags skuffer ikke som sådan på deres første udgivelse i 19 år. Det er også det bedste, der er at sige om EP’en.

Det var anden gang, at det semi-legendariske NWOBHM-band Angel Witch gæstede Metal Magic Festival. Og mon ikke det også blev sidste gang efter en noget haltende optræden.

Ghost og norske Bokassa gjorde deres bedste for at få liv i et uinteresseret publikum i Parken, men den tamme begravelsesstemning og elendige helvedeslyd dræbte begge bands' indsats.

Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken. 

Der var ikke meget at råbe hurra for til Whores.' koncert på Roskilde Festivals sidstedag. Men omvendt var der heller ikke noget at være skuffet over, for koncerten fremskred præcis som forudsagt.

Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.

Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.

Femte udspil fra Baroness er en ufokuseret rejse mellem tre forskellige udtryk.

Elendig lyd og sløjt fremmøde satte fra starten Tesseracts djent ud af kurs. Først efter en halv time blev der rettet ind, og briterne forlod i sidste ende scenen med æren i behold.

Immolation kæmpede en brav kamp imod vejrguderne, der sendte de fleste på flugt. Men de gjorde ikke, hvad der skulle til for at samle os få tilbageværende.

Pretty Maids’ koncert på Helviti fredag eftermiddag startede jævnt op, men som Atkins og Hammer fik arbejdet sig varme, bedrede det sig og sluttede hæderligt.

Groovy retro-stoner hænger på træerne, og 1000mods gjorde ikke meget for at bevise, at de skilte sig ud fra resten af flokken.- Men det gled nu stadig ned sammen med dagens første fadøl.

Som torsdagen åbnede på Pandæmonium med Konvent, således endte den: Doomed. Fiend kæmpede med et lille, træt publikum og deres eget materiale, men endte med at bære den hjem.

Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.

Der var mere show end skønsang i Sønderborg, hvor opvarmningsbandet Def Leppard fejrede ’Hysteria’ og Bon Jovi gennemførte et ærkeamerikansk rockshow.