Fornuftens stemme prædiker videre for koret, mens despoter, moguler og religiøse ledere grumt gnækkende fortsætter deres sejrsmarch. Man kan med en vis ret spørge sig selv, om Bad Religion stadigvæk har deres berettigelse. Også selvom det lyder kønt.

Med ’Berserker’ har Amon Amarth udgivet en plade, der er så velkendt og vellydende, at de fleste vil have problemer med at finde det nye. Det er både godt og skidt.

Erfarne Steel Prophet vil gerne være et power metal-band. Desværre fungerer de langt bedre, når de spiller hard rock.

Norske Helheim udgiver en jævn plade, hvor deres blanding af black metal og folk er, som vi kender den, men uden nævneværdige højdepunkter.

Det er starten af 00’erne om igen, men Town Portals sympatisk nørdede tidslomme kommer lidt for hurtigt til at føles som et loop.

Sommetider møder man sin overmand. Dette skete, da Decline of the I skulle anmeldes af en jævn dansker, der ikke forstår sig på finere fransk kultur.

I et solidt dødsmetallisk program på RMF var Vomitory det dødsband, der slap absolut dårligst fra deres optræden. Uengageret, anonymt og forglemmeligt var stikordene.

Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er  usammenhængende og rodet.

Fortidens milepæle falmede i nostalgiens tåger, og Incantations rådne død kørte på autopilot i en time, som vi egentlig gerne vil have tilbage igen.

Så giv dog slip, menneske: Crippled Black Phoenix traskede i Vega rundt i en endeløs vellyd, der var lige så smuk, som den var intetsigende.

Verden får aldrig et heavyrockband af Mötley Crües kaliber at se igen. Og godt det samme: Filmatiseringen af historien om dem ender med at vise, hvor ligegyldigt hele eventyret var.

Der var knallertrock fra fremtiden og støjende ørkenrock i Københavns indre by lørdag aften. Der var bare ikke særligt mange til at overvære det.

På det fjerde album har Soen fundet en mere selvstændig lyd, der inkorporerer tekniske metalriff i en melodisk sangskrivning. Det er bare en skam, at resultatet alt for ofte ender på en kedelig mellemvej.

Walisiske Hecate Enthroned lyder, som Cradle of Filth burde lyde, hvis de tog metallen alvorligt, men pladen ender alligevel med at være en flad oplevelse.

Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.