Vreid bevægede sig lige på grænsen mellem post black og posh black, og det kunne selv ikke en gammel Windir-klassiker gøre meget for at ændre på.

Elder var klart festivalens mest særprægede koncert, der med deres helt egen stenede og progressive doom udfordrede publikum til Aalborg Metal Festival.

Gaahl’s Wyrd er ikke nær så farligt som hverken Gorgoroth eller Trelldom, men forsangeren har stadig karisma, og den mærkede Aalborg Metal Festival fredag aften.

Beyond Creation spillede deres nye plade ’Algorythm’ på Aalborg Metal Festival, og det var ikke alle i publikum, der kunne holde koncentrationen hele vejen gennem sættet.

'Evolution' er et solidt sellout og et farvel til den smule originalitet og værdier, Disturbed besad. At numrene, med få undtagelser, er kedelige og uinteressante, hjælper ikke den amerikanske kvartet.

De jazzmetalliske avantgardister fra Shining laver på deres ottende plade et radikalt stilskifte, de formentlig kun selv ser berettigelsen af.

Monuments byder ikke på meget nyt på deres tredje album. Til gengæld byder de på masser af generisk, kedelig djent, halvfærdige ideer og uuholdeligt banal lyrik.

Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.

Slash serverer sammen med Alter Bridge-frontmand en spand rock’n’roll-klicheer, der sådan set er acceptabel generisk guitarrock, men mest af alt gerne vil lyde som Guns N’ Roses og aldrig rigtig kommer til det.

Siden sidste album er SVIN blevet til en trio, men det gør ikke deres eksperimenterende instrumentalmusik mindre krævende. Nærm dig kun med et åbent sind!

Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.

Grave Miasma var på mange måder et oplagt navn til Kill-Town Death Fest, men det engagerede bands monotone dødsmetal fik aldrig tag i det trætte publikum.

Krisiun har lyttet til vores anmelder for nogle år tilbage, men opfølgeren savner alligevel lidt dybde i lagene for sådan for alvor at være god.

Skeletonwitch udvider paletten på deres hypede sjette album, men thrash/black-fusionen hæmmes af middelmådig sangskrivning og ikke mindst en en generisk og udynamisk lydproduktion.

I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.

Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.

Crossfaith er langt fra lige så interessante på plade, som de er live. Hertil gaber kvintetten over alt for menge genrer på en gang, og det giver 'Ex_Machina' et rodet udtryk.

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.

Det var ulidelig varmt, da Cannibal Corpse spillede, og det blev ikke gjort bedre af, at bandet bare kværnede på uden rigtig at inddrage publikum.