Nightmarer forsøger at gifte det groovy og djentede med den dissonante forgrening af dødsmetallen, men mangler noget for helt at ramme plet.
Skambankt er virkelig blevet voksne og gør deres bedste for at smide mere og mere af den musikalske kant og nytænkning, der gjorde dem relevante til at starte med.
Lamb of God går under dæknavn for at indspillede en pladefuld ligegyldigheder, verden formentlig havde været bedre foruden.
Sevendust er vanligvis garant for velskrevne plader, men på kvintettens 12. fuldlængdeudgivelse er der langt mellem de store oplevelser.
Der er gået otte år siden 'Abrahadabra', og selvom 'Eonian' er vellydende, så er den desværre også kedelig og derfor ikke evigheden og ventetid værd.
'Reverence' er ikke en dårlig plade, fordi Parkway Drive ikke længere spiller metalcore. 'Reverence' er en dårlig plade, fordi der er for få gode numre. Et problem, australierne har døjet med i snart 10 år.
Vælger man at høre Møls debutplade som black metal, bliver man slemt skuffet. Men ønsker man sin indie med metallyd, er ‘Jord’ vellykket på sine egne præmisser.
Fra sin bjælkehytte i Minnesotas skove har Austin Lunn imponeret med en bizar fusion af black metal og bluegrass. Denne gang forsøger han over to timer at dele de to op, og resultatet skuffer.
Romerrige-konceptbandet Ex Deo er en væsentlig bedre ide på papiret end i virkeligheden. Og RMF-folket lod sig ikke overbevise om det modsatte.
Der var ikke meget supermand over frontfigur Nick Holmes i Bloodbath, og resten af bandet leverede en middelmådig, hvis ikke decideret tilbagelænet præstation.
Et manglende bandmedlem, en overtænkt gimmick og alt, alt for mange effekter mødte de første gæster på Royal Metal Fest fredag eftermiddag.
Marco Mendozas tredje soloalbum er habilt, men hurtigt glemt.
Er du i dine tidlige tyvere og lidt af en “mad lad” hver weekend, der er mildt indigneret over hverdagsracisme og musikindustrien? Kan du heller ikke helt hitte ud af det der med damer? Så er du lige i målgruppen for Don Brocos tekstunivers.
Caliban søger den melodiske udvikling på deres 11. fuldlængdeudgivelse. Desværre har de ikke en vokal, der kan bære den udvikling.
Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.
Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.
En halvvejs gendannelse af Fugazi er kun delvist forløsende. The Messthetics lyder, som om de hygger sig med at være sammen, som de plejede, og så kan vi andre få lov at høre med over skulderen.
Jesper Binzer er på tur for at promovere sit soloudspil ’Dying Is Easy’ fra sidste år. Det blotlægger desværre, at materialet fra albummet er for tyndt.
Andrew W.K. vender efter ni år tilbage med endnu en gang afdankede numre om livets fest. Men bedst som man tror, Wulkes-Krier ikke kan finde på andet end at gentage sig selv, overrasker han.
Næh se, japaneren er mærkelig og excentrisk, og han har fået et metalband til at prøve at følge med i sine improvisationer. Vi må hellere være lidt benovede og grine af, hvor sært det er.