Dark Tranquillitys ‘Moment’ er en opvisning i, hvordan man ligner alle sine venner. Letgenkendeligt, letfordøjeligt og billigt sluppet for et band med meget mere på hjerte.
Killer be Killed er tilbage med ny plade, og stjernerne fra Soufly, Mastodon m.fl. spiller udmærket, men materialet er kedeligt.
Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.
Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.
The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Manden med Weekendvesten tager for magelig rock med i den mentale bagage, da han drager til forældremøde, og så falder straffen prombte.
Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.
Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.
De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.
Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.
Phil Anselmo lancerer endnu et projekt, verden havde været bedre foruden. Nick Cave-plagiat, svage kompositioner og en halvvissen stemme er blandt de mest iøjnefaldende fejlskud på En Minors debut.
Få en piercing i øjenbrynet! Lav pigge i håret med rød Dax Wax! Smid en kæde i din pung!
Zakk Sabbaths coverplade af, ja, gæt selv, er på én og samme tid en positiv overraskelse for Zakk Wylde-skeptikeren og alligevel inderligt overflødig.
Ulvers sekstende studiealbum snubler i egne opsmøgede blazerærmer og leverer ikke stort mere end pastiche.
Onslaught leverer deres thrash præcis lige så tidløst og tandløst, som man kunne frygte fra et band, der bare gerne vil have lov til at være med.
Deep Purple har sat tempoet gevaldigt ned i bandets efterår. Man kan efterhånden dårligt kategorisere bandet som et hard rock-band.
Apokalypsestemning, zombietomme storbygader, panik, sammensværgelsesteorier, paranoia, dødsforagtende hverdagshedonisme og hårspray: Zombis første plade i fem år burde have ramt lige ned i tidsånden i stedet for at fedstpille uden mål og med som en karantæneramt med hyttekuller.
Det er svært at forestille sig en ny Static-X udgivelse, havde Wayne Richard Wells stadig levet. Men hvor er ‘Project Regeneration Volume 1’ da bare en smart og tilsyneladende veleksekveret ide.
Fem års tænkepause har ikke givet Lamb of God nye ideer, og bandets 8.plade er velspillet, men komplet kunstnerisk tomgang.