Vi nåede ikke målet, men australske Make Them Suffer leverede derimod et yderst vellykket grundlag for crowdsurf-galore.
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Undergrundsstorrmerne Vulvatorious var booket ind til at tage et skridt op ad koncert-rangstigen på Pandæmonium. Var bandet klar til den udfordring?
Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!
Svenske The Hives tog deres spøjse charme og gedigne rockenergi med fra garagen, op på hovedscenen, og satte gang i festen torsdag eftermiddag.
Stålet blev smedet, humoren bragte smilene frem og næverne kom i vejret, da hammeren blev eftektivt svunget.
Et af årets helt store spørgsmålstegn på dette års Copenhell, leverede en af de overraskelser, man som publikum kun kan håbe på.
Nakkeknækker knækkede Pandæmonium midt over med en fest, der vil blive husket længe. Thrash-bandet hev gashåndtaget helt i bund og vandt!
St. Digue trak Gehenna op til et rebelsk rave og lukkede onsdag på Copenhell af med maner.
Empire State Bastard var endnu en relativt ubekendt, Copenhell hev op af hatten til os i år. De kvitterede med det måske mest kaotiske og uregerlige sæt, vi får at se på Refshaleøen denne sommer.
Kender du Excel? Gu' gør du ej. Bandet var dog ligeglade og leverede en crossover-udløsning, der varmede gennem hele kroppen.
Bruce Dickinson fremførte et stramt sæt foran dedikerede fans – og en kulturminister, der alle sang med fra start til slut.
Alice Cooper bliver ved og ved og ved. Og tak for det. Alice Cooper er stadig garant for godt show og god underholdning.
… ‘cause YOU’RE Metallica! Sangskatten blev leveret som thrashede perler på en snor, og bekræftede, at Metallica stadig er i en liga for sig.
Med en forygende sætliste var det første af to shows i Parken en solid opvisning fra Metallica, der stadig er et overbevisende sejt liveband.
Norske Witch Club Satan var en sej og feministisk fuckfinger til den mandsdominerede black metal-genre.
Afsky leverede en fremragende koncert, som desværre ikke rigtig fik lov til at vokse til sit fulde potentiale.
Efter Nifelheims opløsning viser Hellbutcher hvor skabet skal stå med et debutalbum, der er det mest metal, nogen kommer til at høre i år.
Syl er tilbage, og de stikker dybere og mere aggressivt end nogensinde før – og det er stiksår, vi har brug for.
Omsorg har skabt en EP, der skriver dem yderligere ind som værdige medspillere i den bølge af fængende (post-)hardcore, der kommer ud af Danmark for tiden.