Rutinerede Sourvein havde fået æren at åbne Roadburns Main Stage med deres klassiske doom-sludge. Desværre forblev æren helt deres. 

Gendannede britiske Loop tog Roadburn tilbage til den britiske neo-psykedeliske 80'er-scene med masser af guitarstøj og soloer signeret Robert Hampson. Koncerten bød samtidig på festivalens bedste lyd takket være en meget aktiv lydmand.

Hyggelig akustisk eftermiddagskoncert med kult-prog/folk-foretagendet Comus, der sang om hekse, mord og voldtægt, men kun sjældent nåede ud over scenekanten i den i længen lidt ensformig seance.

San Diego-kvartetten Harsh Toke gav to jamkoncerter fyldt med den klassiske rocks jamdyder: Den første af dem havde Patti Smith-guitarist Lenny Kaye som gæstemusiker, den anden var på hovedscenen lørdag ved midnat. Ingen af koncerterne lettede for alvor.

Graves at Sea lukkede Roadburns tynde torsdag med en sludge-metallisk midnatsfest af en koncert i Het Patronaat-kirken, hvor de tilstedeværende opførte sig, som var det festivalens hovednavn, der stod på scenen.

Et interessant og vovet forsøg fra grind-pionererne Napalm Death endte på Roadburn som en mislykket seance med et band, der virkede ude af deres element i eget materiale.

Roskilde-aktuelle Uncle Acid & the Deadbeats leverede en overordentligt medrivende koncert på Roadburn, der både var yderst velspillet og leveret langt mere professionelt, end man havde set komme. 

Godflesh var inviteret tilbage til festivalen for denne gang at spille albummet ’Pure’ fra start til slut for første gang nogensinde. Det resulterede ikke alene i en af de bedste, men også den mest tidløse koncert på Roadburn i 2013. 

Gendannede Dream Death leverede en sjælden europæisk optræden, der modsat torsdagens koncert med Penance havde det punch, der skulle til for at holde nakkemusklerne og luftguitaren kørende.

Det obskure og suveræne droneprojekt Gravetemple leverede amerikanske klangtoner fra guitaren, bebudende østeuropæisk helvedesvokal samt tonserskizofrent ambient lir fra down under foran et måbende og respektfuldt publikum på Main Stage. 

Til trods for at det tog Cult of Luna lidt tid at finde frem til deres aggressive ambitionsniveau, så formåede de alligevel at levere en mørk og vedkommende koncert, der tilmed havde  Roadburn-publikummet i sin hule hånd.      

Lord Mantis blæste Roadburn godt i gang med deres beskidte fusion af sludge og black metal, der nogle steder sågar tilnærmede sig progressiv metal.

Mægtige Electric Wizard leverede en pragtkoncert, som tog røven på én ved at være overraskende tilbagelænet og løs, og samtidig mindre imødekommende, end man havde håbet på.    

Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende. 

Det tog blot de autentisk rockende bluesmusikere i Endless Boogie en håndfuld lange og ensartede numre at levere en af festivalens bedste koncerter.

I selskab med den tyske trio Camera havde NEU!-legenden Michael Rother en noget nær perfekt backing, og det var ganske tydeligt, at krautock-veteranen til fulde nød sine fem kvarter på Afterburneren.

Japanske Sigh gav en af de mest teatralske optrædener på Roadburn med kranier, englevinger, ild og blod – i det musikalske krydsfelt mellem Judas Priest, Venom og Cradle of Filths symfoniske teatermetal.

Gendannede Die Kreuzen gjorde, hvad de kunne til deres to koncerter på Roadburn, men det var en ret flad fornemmelse at stå med blot cirka 100 publikummer i den tomme hovedsal og tage imod amerikanerne. Til den anden koncert i noget mindre Green Room gik det bedre, omend publikum stadig svigtede.

Anarko-punkerne Antisect gav en noget træt eftermiddagskoncert på Roadburn, der først blev bedre end ligegyldig til sidst, da det var alt for sent.

Virginia-trioen Satan's Satyrs lukkede fredagen på Roadburn med en skødesløs stil et garagepunket sted mellem Blue Cheer, Stooges, Black Flag og Steppenwolf!