Ekstremt højt og utrolig tæt på
Populær
Grava spiller tung, tung sludge. Tungere end de fleste i landet. Og det klæder dem.
2. Bender
3. Crusher
4. Alight
5. Cauldron
6. Appian Way
7. The Pyre
Det er nu godt et halvt år siden, vor udsendte på Reddit faldt over et opslag om Grava. Det var nummeret ‘Waves’, der uden nogen særlig fanfare blev postet som “grava waves (danish - new band), og det var vi svært overraskede over at se. Vi forsøger ellers at sige til os selv, at vi har fingeren ok meget på pulsen, men alligevel måtte vi til den ellers så udskældte platform for at opdage det her.
Uanset kilden, er resultatet nu meget godt. For Grava spiller sludge på en meget udansk måde. Og det er spændende, hvor det kommer fra.
Sludgen har ikke det store fodfæste i Danmark. Vores sludgebands, omend de er gode, er mere i retning af Dirt Forge, der ikke kan nære sig for det progressive element. Det er næsten, som om vores internationale ry for hyperæstetik blander sig ind i den måde, vi spiller på. Og sludge skal være sjusket, tungt og spillet med slappe strenge, hvis det skal være rigtig godt.
Men det kan Grava også. Det er ækelt i sin lyd, og så ved vi, at vi er på vej i den rigtige retning. Der er faktisk ikke langt til en Louisiana- eller Florida-style sumpstemning på ‘Weight of a God’, der dog med sit udtryk får én til at forestille sig det hårde liv i en sumpet istidssetting.
På ‘Weight of a God’ besøger vi dog ikke kun dette mastodonternes revir som på ‘Crusher’, men derimod alle steder et menneske kan dø. Førstesingle, ‘Waves’ placerer os på et synkende skib, for enden af bødlens reb på ‘Bender’, i Neros brændende Rom, eller blandt de seks tusinde korsfæstede slaver på Via Appia.
Det er tunge sager, og Grava behandler også deres vægtige lyriske emner med al den respekt, man kan forestille sig, og det er faktisk en velkommen afveksling. Ofte svælger vi i døden og dens ekskretioner eller romantiserer og æstetiserer den til en fjern mindelse om, hvad den medfører, men på ‘Weight of a God’ er vi i de lidendes sko, og forstår til fulde hvad det handler om, mens de tre musikere spiller rekviem for dem, der har måttet lade livet.
Tilsvarende respektfuld behandling af emnet er nærmest kun set på Primordials mesterværk ‘To the Nameless Dead’ fra 2007. Kontrasten mellem denne og ‘Weight of a God’ og andre plader, der beskæftiger sig med emnet, er som mellem ‘Intet nyt fra vestfronten’ og ‘American Psycho’.
Det er tyngden, der gør forskellen.
Som vi også har bemærket, når vi har set Grava live, er tyngden også i højsædet på andet end den lyriske front. Det er som en ambolt på brystkassen, når Casper Axilgårds trommer i ‘The Pyre’ runder pladen af, eller når Niels Asger Svenssons bas og Atli Brix Kambans guitar på næsten neoklassisk vis fragter os langt ned i undergrunden på ‘The Cauldron’.
Samtidig med den uigenkaldelige tyngde viser os lyrikkens altopslugende bølger, er vokalen og rytmen næsten Isis’k på åbneren ‘Waves’ og placerer os i nærheden af hardcoreindflydelser på den ellers faste sludge, hvilket er et velkomment tilbageblik til genrens fødsel. Der chugges også solidt på ‘Crusher’, og generelt viser Grava et kæmpemæssigt musikalsk talent og overskud.
Hvis en finger skal peges i retning af kritikken er det mod det samme element, som skiller dem ud. Det er så satans tungt og orienteret mod bunden, at det kan være lidt svært at skille numrene fra hinanden, med mindre man hører rigtig godt efter. Her formår Grava i højere grad at gøre dem distinkte i en livesetting. Men det er småting. For hvem elsker ikke at blive rystet helt igennem fra tid til anden?
Og det leverer trioen i hvert fald.