Med Borknagars niende skive 'Urd' beviser bandet, at Norge stadig er og bliver bannerfører for den sorte metalgenre.
3 Inches of Blood overgår sig selv med deres femte og bedste album, der lever op til idolerne i Judas Priest, Iron Maiden, Rainbow og ikke mindst Mercyful Fate.
Asphyx har med simple riffs, en sej vokal og en knusende intens lyd ramt essensen i dødsmetal.
Napalm Death udviser stor diversitet og vovemod med deres 14. studieplade 'Utilitarian', der byder på en ganske udfordrende lytteroplevelse.
Med "Global Flatline" udfordrer Aborted lytteren med et varieret udtryk, der dog ikke er så slemt, som de gerne vil have det til at se ud.
Den seneste skive fra italienske Lacuna Coil virker blottet for sjæl og metallisk vilje, og kan således kun håbe på, at ramme en melodi, som fænger lytteren.
Anden gang går bedre for The Man-Eating Tree, som har lavet et ganske udmærket melankolsk og dystert udspil.
En meget ambitiøs debut fra Vildhjarta formår at få både mathcore og prog-elementer til at gå op i en højere enhed.
Medlemmernes baggrund i Paradise Lost, My Dying Bride og Doom synes ganske hørbar på projektet Vallenfyre.
Krisiun har formået at fyre op for groovet og de fængende riffs uden at miste brutaliteten, og det gør trioens ottende album til et meget stærkt og vedkommende dødsmetal-album.
Tag alt det bedste fra Finland og ryst det sammen med sikker hånd - ender det ligeså godt som Insomniums nye album, så har du gjort det helt korrekt.
Ny sanger er ingen hæmsko for Iced Earth, der til gengæld slås med manglende musikalske højdepunkter.
I små bidder er Suicide Silences nye album fortræffeligt, men når pladen får lov til at køre, så bliver det utroligt kedeligt.
Earth Crisis' ideer virker lidt for søgte på denne anden udgivelse efter gendannelsen.
Det er et fantastisk soloalbum, som den alsidige ICS Vortex aka. Simen Hestnæs har begået.
Det er forbavsende så godt Iwrestledabearonce binder sære stumper kraftigt varieret musik sammen på sit andet album.
Terror leverede med sin revitaliserede hardcore, den største af festivalens fester på de små scener.
Deicide var i sjældent godt humør og leverede en fornuftig koncert, men lyden druknede guitarerne, så oplevelsen blev derefter.
In Flames gør endnu engang det de er bedst til, og med sådan overlegenhed at egentlig udvikling ikke savnes.
Arch Enemy holder tempoet i produktionen og skaffer sig i hvert fald én ny fan med deres nyeste album.