Efter 19 års dvale på pladefronten er At the Gates tilbage med deres velkendte og melodiøse lyd. Der er intet nyt under solen, men kvintetten har stadig sans for de gode kompositioner.

Starkill vil meget, men de mestrer reelt kun hastighedskrævende discipliner.

Sick Of It All spiller som så godt som altid, men er det nok?

Dark Fortress har med deres syvende studieplade, 'Venereal Dawn', skabt en konceptplade med dybde, tyngde og tekster, der kræver meget lidt fra lytteren.

Svenske The Dagger forstår på deres debut at lyde som alle den hårde halvfjerdserrocks største navne, helt uden at det virker plat og plagierende. 

The Haunted er tilbage med et nyt line up, der inkluderer gamle kendinge fra fortiden. Det kan man høre. Selvom svenskerne brøler kompetent derudad, så lyder 'Exit Wounds' for det meste som et ekko af deres klassiker 'The Haunted Made Me Do It'.

Fozzy er mest kendt for at have wrestlingstjernen Chris Jericho bag mikrofonen, og deres sjette udgivelse motiverer ikke til at ønske at kende dem for ret meget andet

Eyehategod, der var nogle af de første til at sætte New Orleans og genren 'sludge' på landkortet, er tilbage med en ny plade trods orkan, fængsel og dødsfald.

Det er sagt før, og Bombus’ forhammer af en åbningskoncert på Sweden Stage er blot endnu en passende lejlighed til at sige det, som alle må forstå, én gang til: Her er et band, der ikke må overses!

Arch Enemy har skiftet forsanger, da den tidligere ikke længere gad. Nu introducerer de så den nye på 'War Eternal', der ikke byder på mange overraskelser.

Er Crowbar ved at blive lidt for gode til at være Crowbar? Læs her om 'Symmetry In Black', der udkommer i dag, og bliv klogere.

Vallenfyre udgiver med ’Splinters’ opfølgeren til debuten fra 2011, og det er om muligt en endnu mørkere og smadret omgang, som serveres over skivens 43 varierede minutter.

‘Shadows Of The Dying Sun’ er stadig trofast mod Insomniums klassiske lyd, tekstunivers og artwork, men inkorporerer også de meget nødvendige nyere elementer.

Hypen holder. Triptykon har begået en genistreg. 'Melana Chasmata' starter ud som en atombombe og folder sig ud som en paddehattesky i musikalsk, sortsindet slowmotion.

Massacre er mest kendt for debuten 'From Beyond' og har gennem tiden forsøgt sig med comeback nogle gange. Denne gang virker det mere stabilt, og titlen på 3. album er troværdig: 'Back from Beyond'.

Lacuna Coil gør det egentlig rigtig godt på bandets syvende album. Men der mangler lige de sange, der kunne gøre albummet rigtig vellykket.

Svenske Morbus Chron byder på anderledes og afvekslende dødsmetal, der trækker på masser af stærk historie fra hjemlandet uden på nogen måde at falde i en "oldschool for at være oldschool"-fælde

Hitniveauet fra forgængeren ’Omertá’ er ikke nået på dette album. Men standarden er alligevel høj, og Russell Allen og Mike Orlando er stærke omdrejningspunkter hele vejen igennem

Incura er ikke sådan at sætte i bås. Bandets musik spreder sig stort set over alle kendte genrer. Men det bliver det heldigvis ikke ringere af.

Butcher Babies fra Los Angeles har alt det, der skal til for at slå igennem i en ellers hensygnende metaltid. Her spås en succesfuld karriere.