‘Icon of the Hopeless’ afslutter trilogien om The Interbeing og det store spørgsmål er nu, hvordan bandet bag karakteren vil udnytte den frihed det medfører.
Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.
Det bliver ikke Cabal, der byder på det nye og overraskende i disse kedsommelige Corona-karantænetider. Bandets andet album er etteren om igen og savner udvikling og evnen til at satse.
Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante.
Da Northlane albumdebuterede, spillede de progressiv djent. Nu spiller de nu-metal. Det er de til gengæld ret dygtige til.
Der er mere tråd, mere pop og endnu mere genre-clash på 'Super Human'. Siamese fortsætter med at udfordre sig selv og deres lyttere.
Cold Night For Alligators fortsætter den melodiske udvikling på en plade, der er præget af mange forskellige og interessante genre-input.
Cabals debut er næste alt hvad man kunne håbe på. Det går egentlig kun galt, når kvintetten fokuserer for meget på monoton tidstypisk djent-core.
Til trods for at The Interbeing har det med at låne af egne ideer, er kvintettens opfølger til 2011-debuten ‘Edge of the Obscure’ rig på gode numre og potentiale.
Seks års forventninger indfries på fornem vis med franske Uneven Structures andet album.
Med ‘Blind World’ cementerer københavnske Ghost Iris, at de er et af de bedste danske kort på hånden, når det kommer til metalcore med progressiv kant.
Tommy Victor er eneste oprindelige Prong-medlem, men alligevel tangerer det nye album ofte lyd og stil fra klassikeren 'Cleansing'
