Voksenpunk
Populær
Københavnsk midtvejskrisepunk, der gør tilnærmelser til både ham den unge karseklippede og hende den lækre mor nede i børnehaven
2 - Tvangslogik
3 - Forkert
4 - Kandidat
5 - Barn
6 - Brudt
7 - Forfalden
8 - Vold
9 - Komplet
10 - Jonas
11 - Vestover
12 - Flokløs
13 - Venter
14 - Navn
Nogle gange har man en kollega, som er virkelig passioneret om noget. Sådan, virkelig. Når man taler med dem, kan man være heldig, at man er en del af en større gruppe, og samtalen handler om noget andet. Men så går tiden, og folk skal tilbage til arbejde, mens man selv står der og trækker større og større hiv af sin cigaret, så man også selv kan gå. Det er lidt for åbenlyst at smide en halv smøg i askebægeret. Alt imens man suger og suger som en anden Debbie i Dallas, har kollegaen set sit snit til at tale om sin særinteresse. Og vedkommende taler og taler og taler. Mens man selv sveder og får ondt i halsen.
Sådan en kollega har jeg. Han hedder Jon. Og det, han taler om, er Tvivler. Det tilfaldt mig at skrive om pladen.
Punk, som da far var ung
“Det er allerede 13 år siden, de ryddede Ungeren!”
Sådan forestiller jeg mig, at medlemmerne af Tvivler tit starter en samtale omkring middagsbordet, mens deres trætte ægtefæller (for de er stensikkert blevet gift. Alt andet er jo idiotisk, når det kommer til skat, fradrag, arv og sådan noget) kigger på dem over brillekanten og aldeles udmattede forsøger at koncentrere sig om samtalen, samtidig med at junior skal have pastaskruer stoppet i hovedet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at medlemmerne af Tvivler har tilbragt en del af deres ungdom på Jagtvej 69 i København.
Nu er de blevet lige så voksne som os andre og har alligevel valgt at udgive noget så ungdommeligt som en punkplade med klare islæt af hardcore og (gisp!) emo.
Jeg har selv lyttet til den i adskillige meget voksne situationer. Blandt andet mens jeg var husstandens udvalgte indkøber under coronalockdown, mens jeg ventede i kø på forskudsopgørelsen på skat.dk, og mens jeg dansede rundt og lavede aftensmad til familien i et flygtigt aleneøjeblik, hvor jeg kunne høre musik igennem en højttaler og ikke i høretelefoner.
Og det har været en blandet musikalsk fornøjelse, men alligevel oplevelser, der i den grad var præget af nostalgiske briller.
For når 'Ego' var allerbedst, følte jeg mig ung. Og det tror jeg, Tvivler også gjorde.
En calzoneplade
Hvornår er Ego så allerbedst?
Well, underligt nok er det ikke i starten. Sådan plejer man ellers at have det med punk. En bande two-pump chumps. Men måske har det noget med opvarmning at gøre. Man skal lige have rystet de stive ben i gang. Strække fingrene ud og rette ryggen. Det tager Tvivler omtrent syv minutter – eller tre numre. De første tre numre er nemlig tynde og næsten fuldstændig uden bund. Rytmesektionen er ikke tjekket ind, og det hele bliver kastet på ryggen af forsanger Thomas Burø, som ikke helt er klar til det.
Til gengæld vil Tvivler noget med fjerde track, ‘Kandidat’. Det handler vist nok om en kvinde, der mistrives i det moderne samfund eller sådan noget. Der er i hvert fald smæk på både bas og trommer i dette track, og det klæder bandet at vise lidt hardcoretænder.
Opfølgeren ‘Barn’ har også god energi og graver dybt i sin emofrustration, mens den smadrende fornedrer sig selv, lige indtil der kommer sådan en besynderlighed musikalsk midtvejskrise i form af en helt elendig smadret jazzafslutning. Det skal I sgu ikke gøre igen, Tvivler.
Herefter bliver vi forkælet med den næsten Clashsk repetitive 'Brudt', der klagende og energisk forsikrer os om Burøs struggles. Det fungerer og er godt. Det samme kan siges om de næste tre numre, ‘Vold’, ‘Komplet’ og ‘Jonas’, lige indtil vi, af uransagelige årsager, belemres med sjæleren ‘Vestover’. Om det er for at overbevise hende den vestegnslækre fraskilte mor ved børnehavens sommerfest om, at man altså er en sød fyr, selvom man har tatoveringer på armene, eller om det er ren refleks, ved jeg ikke. Faktum er dog, at der spilles langsomt, mens der croones inderligt om at “være på vej hjemover”.
Det er elendigt, og det skal jeg ikke bede om mere af, tak.
Som pladen indledes, afsluttes den. Det er lidt tyndt, og det er ikke helt nok. 'Ego' er lidt som en calzone. Man starter med lidt tørt, brød, og man slutter med lidt tørt brød. Men i midten er det pisselækkert.