Enforcer spiller heavy metal fra en anden tid, som om det var den tid, og netop derfor fungerer det så godt for dem.
Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.
Grand Magus holder stædigt fast i et veludviklet udtrykt og fungerer fint med det, selvom den helt store oplevelse udebliver.
Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er usammenhængende og rodet.
Battle Beast er ved at være et fuldvoksent metaldyr, og teenageenergien er til dels erstattet af en mere moden og desværre lidt tilbagelænet tilgang til musikken.
Der er skruet op for guitaren og intensiteten på en plade, hvor In Flames mislykket forsøger at bygge bro mellem flere tidsaldre.
Overkill har sadlet lidt om i lydsiden og fundet en punket charme frem. Det giver mere tryk på heavy metal end den vanlige thrash. Og det virker ret godt.
Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.
På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.
Avantasia skuffer nok ingen dedikerede fans med albummet ’Moonglow’ men det baner heller ikke vejen for nye.
'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.
Soilworks sangskriverduo har idéer med fra The Night Flight Orchestra, og de fungerer overraskende godt i samspillet med Bastian Thusgaards jyske dødstønder. Soilworks 11. plade er tung og metallisk og samtidigt lettilgængeligt rockende og harmonisk.
Hypocrisy og Kataklysm var et fint match i Pumpehuset, selvom Hypocrisy vandt en del på nostalgi og en endelig-er-de-her-fornemmelse, mens Kataklysm er bundsolidt groove og smadder uden større overraskelser.
Det er dødsmetal i en række varianter på den genoplevede 'Death... Is Just the Beginning' fra Nuclear Blast, som disker op med diverse rariteter med begrænset holdbarhed, da de fysiske udgivelser alligevel også udgives digitalt.
Max Cavalera og resten af Soulfly er ved at være en sammentømret enhed, og det kan høres på ’Ritual’, der er en af bandets bedre plader i nyere tid.
Det er indelukket sved og dunstig røg i en tyk og fortættet atmosfære, man mødes af på Kadavars ’Live in Copenhagen’, en dokumentation af bandets seneste koncert i Pumpehuset, der vellykket indfanger oplevelsen af at høre bandet live.
Behemoths 11. fuldlængdealbum er kærlighed ved første lyt, men ligesom ved enhver anden overfladisk forelskelse forsvinder magien hurtigt.
Terror vil smadre dig og tvære alle andre ud, og hvor er det dog betryggende, at de fortsætter med at have det sådan.
Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.
Selvom Immortal har mistet et ikon og en forsanger og grundlægger, så tordner nordmændene videre og udgiver et stærkt og medrivende album i 'Northern Chaos Gods'.