For – og af – fans af britisk doom death
Danske Empire Drowns har bygget en stærk rygrad over britisk dødsdoom og står stærkt, selvsikkert og skarpt på debutalbummet.
Der er en behagelig ro over Empire Drowns debutalbum, 'Nothing'. Det skyldes ikke kun, at musikken er langsom som doom metal nu oftest er det og melodisk velfunderet med smukke keyboards til at gøre det hele let og luftigt. Eller den skarpe produktion, der er som frisk luft i lungerne på en kold, stjerneklar vinternat. Nej, i højere grad skyldes det, at bandet virkelig har fundet den røde tråd og er tro mod den stil, som der så tydeligt er kastet kærlighed efter. På ep'en 'Bridges', der er bandets seneste udgivelse, som udkom helt tilbage i 2013, famler bandet en anelse i sangskrivning og produktion. Og vokalen, selvom den absolut havde sine momenter, var også lidt for præget af at ville være Nick Holmes (Paradise Lost, Bloodbath) anno 'Icon', og fandt ikke rigtigt sine egne ben at stå på.
Og hvad er så den stil, bandet er tro mod? I følge bandet selv, så er det Anathema, My Dying Bride og Paradise Lost og de ting, der blev til i The Academy Studio. Altså den ganske tidlige dødsdoom, hvor førnævnte 'Bridges' snarere var inspireret af både senere og bredere ting. Nu er Michael Hvolgaard Andersens primære vokal centreret om growlet. Og hvilket et! Trods stor erfaring med metallens døde lækkerier i både fuldblodsgrowls i Thorium og den mere snerrende slags i Withering Surface, så er han bare i vanvittig topform her, hvad der kan være hans endnu bedst vokalpræstation. Der er masser af dybe fremragende growls, men også lidt af den mere raspende slags. Og et enkelt tilbagekig til bandets begyndelse med en mere melodiske, messende stil, sporadisk i start og slut på 'Purity'. Og det står bare meget bedre i mixet og i udførelse end på de tidligere udgivelser, så det er kun et velkomment krydderi til de lækre growls.
I balance
Produktionen forener det salige mørke med en god bund, der runder af og sætter balance på skiven, og gør det hele indbydende fra første lyt. Instrumenterne er tydelige at skelne fra hinanden, og selvom inspirationen som nævnt tidligere søgte bagud, så er der kommet en mere nutidig tilgang til produktionen og nutidens muligheder, så det trods det overordnede dunkle udtryk lyder renere, nærmest krystalklart. Grumset, det fås i vokalen, og så skinner melodierne stærkt igennem over fede riffs og i simple, dramatiske toner på keyboardet. Anders Ro Nielsens stil skinner godt igennem, og selvom bandet i promoskriveriet taler godt om den britiske stil, så lugter det også gennem det pianolignende spil på numrene 'Nothing' og 'Anesthesia' også lidt af hjemlige Saturnus, som Nielsen da også har haft en længere fortid i. Et band, der nok også kender sine britiske klassikere.
På guitarsiden får vi ud over riffs og fine melodiske leads også fremragende soli, der passer perfekt ind. 'Anesthesia' varmer med sin solo guitarlirs-entusiaster stille og roligt op, mens 'Purity' har trumfkortet på solofronten. Det bliver næsten klassisk heavy metal, men hvor passer det bare godt ind.
'Nothing' er et godt album, der dog ikke glimrer ved uovertruffen spilletid. Og slet ikke for genren, hvor en udgivelse på lige under 30 minutter er tættere på en ep end et fuldlængde album. Vigtigst er det selvfølgelig at kvaliteten er i top. Og det er den på de fire reelle numre som findes mellem de helt korte numre: Den appetitlige intro og den trommeakkompagnerede, stemningsmættede elektroniske afslutter, der lige slutter af med at råbe, "hey, vi kan også godt lide Stranger Things-temaet".