Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Thrashfest 2003

Populær
Updated
Thrashfest 2003

Til koncert med de gamle thrash metal helte, Testament, Death Angel og Vio-Lence på hjemmebane. Og metal guru Halford var der osse..

Kunstner
Titel
Thrashfest 2003
Dato
29-03-2003
Genre
Karakter
4

Tal lige om drengedrømme dér. I midt-80’erne var selve centrum på undertegnedes udgave af planeten Jorden, San Franciscos Bay Area med alle dets ”thrash metal” bands fra Metallica og nedefter. Unævnelig stor var glæden derfor da jeg under et ugelangt ophold i The Bay Area så annoncen for ”Thrashfest 2003” i den lokale ugeavis The Guardian: Testament… Death Angel… Vio-lence… !!! Nå-ja og så den gamle guru Halford som headliner. Der var koks i presselisten da jeg ankom til The Avalon Ballroom, og jeg glippede derfor de tre første åbningsbands, hvilket heldigvis var før de tre lokale thrash konge bands skulle på scenen sådan trip-trap-thrash sko. Jo, dette var i sandhed en ordentlig omgang thrash- og metal fest idet der var i alt OTTE acts på programmet!

Nå, koks i presselisten, som skrevet, så jeg måtte i stedet ned på hjørnet for at knække mit sagesløse kreditkort og betale de 45 dollars for at anmelde dette lækre show. Dette show skulle ligesom ikke misses. Slet ikke. Ond old school stemning Nåede op i den fine sal med den flotte L-formede balkon. Tæt på udsolgt – godt 1500 fremmødte – og hvor det sidste af de fire mindre åbningsbands, EXHUMED, spillede grum men uhyre standardiseret døds metal á la Deicide, Morbid Angel etc. Tydeligvis var det dog de gamle 80’er thrash metal hjemmedrenge, der var attraktionen, for der var virkelig mange 35 år ++ i salen, hvor de svedige kroppe var påført Nuclear Assault- og Kreator shirts frem for de seneste kollektioner fra System Of A Down og Korn.

VIO-LENCE var først ude af Bay Area-thrash trioen. Et band, hvis musik altid har været voldet (ja!) af sanger Sean Killians totalt talentløse og skingre stemme. Og denne aften desværre også med en svært skodet lyd, som dog ikke forhindrede massivt gang i det der skulle vise sig at være denne tunge aftens ondeste moshpit – og en moshpit herovre er ikke for de sarte. Sean Killian mangler stemme, men er til gengæld en intens showmand, som gav den i 666% vaskeægte crowdsurfing, men hans raps om hvor meget hans fætter var i krig og skulle ”skyde hovedet af Saddam” og hvor meget han (Sean, ikke Saddam!) havde drukket hele dagen var dog for latterligt. Og alt i alt var Vio-lence’s optræden mere kaos end kanon.

Mens gamle Vio-lence faktisk var en live debut for undertegnede, var DEATH ANGEL et glædeligt gensyn – ihukommende deres to Danmarks koncerter i sen-80’erne, herunder deres hærgen af den dengang lidet metalliserede Orange scene i Roskilde. Death Angel har altid været lige dele af smadder og swing, og sådan er det stadigvæk, og leveret med en uhyre energisk og udadvendt attitude, der forhåbentlig vil forplante sig på fremtidige udgivelser fra bandet. Der er meget mere i dette stadigt unge band, der dog stak mest positivt frem med nostalgi-stemningen via deres gode gamle hits som ”Voracious Souls” og ”Bored”. Desværre gik bandets mikrofoner i smadder én efter én, så sanger Mark Osegueda til sidst måtte have hjælp fra publikum til backing vokalerne, hvilket nu heller ikke var noget problem. En fryd af se og høre disse smilende og stærkt smadrende Døds engle igen.

Aftenens ”headliners” - rent thrash metal mæssigt - var velsagtens TESTAMENT – med frontmand Chuck Billy tilbage igen efter hans livstruende hjernesvulst sygdom. Og i hvilken fåking forrygende fin form! Aaaargh! Så da Chuck og Testament gik på scenen var der øretæver til alle. Det her band er simpelthen fremdeles noget nær definitionen på thrash metal, hvis nogen er det (ja, jeg kender godt det band der hededer Slayer, men de er ligesom et kapitel for sig, ikke?). Skarpt anført af missil riffene fra den gode gamle rytmeguitarist Eric Peterson gik Testament til nådesløst frontalangreb på hele salen med himmelske og hamrende udgaver af klassiske nakke-knusere som ”Low”, ”Burnt Offerings” og ”Into The Pit” (ja, og i den rækkefølge, uuuaaaargh!!). Og de to afsluttende ”Over The Wall” og ”Disciples Of The Watch” var den direkte billet til headbanger himmelen. Ligesom de foregående Bay Area-legender var det dog kun tale om et decideret support sæt, da hele programmet var en times tid efter planen, så det blev desværre kun til.knap 40 minutter med kongerne. Men velkommen tilbage til toppen af thrash tonen, Chuck & Co.! En lang metal dag

Klokken var blevet langt over midnat og HALFORD’s crew gav sig stygt med tid til at line den gamle heavy legendes gear op. Puha, gab! Folk var reelt smadrede og halv trætte. Men der var dog ikke tale om decideret udsivning selvom vi var oppe på 1.15 am da Rob Halford entrede scenen i sit vanlige læder og nitte dress og sendte en dobbelt monster metallisk molotov cocktail i sylten på de halv trætte ansigter: ”Painkiller” og ”Jawbreaker” far det almægtige Judas Priest katalog, og så blev de sidste skjulte kræfter prompte hevet frem hos publikken.

Halford holdt sig dog til eget materiale i hovedsættet, hvor solo sager som ”Resurrection” og ”Made In Hell” ikke kun gav Rob selv anledning til heftige hovedbank, men også den seje Bay area-crowd. Med numre som ”Into The Pit” og ”Nailed To To The Gun” (begge fra Rob’s Pantera-fan periode i midt-90’erne med bandet Fight) mindede Halford os endvidere om, at vi jo var til en Thrash fest.

Og konkluderende for denne så fuldgode headbanger dag kunne man – her klokken lidt over 2.00 - passende bruge Metal Gudens egne ord oppe fra scenen som de næstsidste i denne feature: ”It’s been a long day of metal, YEAH!” Og en rigtig fed sådan, ja.

Karakteren er baseret på et gennemsnit af koncerterne.