Red Warszawa gled ind på et afbud og leverede den forventede folkefest
Ovenpå tre timers Axl & Co. var Kellermensch et eminent valg til, som krølle på halen, at minde os om, at rockmusikken stadig lever videre med stærkt, dansk blod i 2023.
Klassisk, radiovenlig rockmusik fra Halestorm var lige hvad publikum på Hades gerne ville have. Flere paroler og budskaber end musikalsk tyngde.
Caputo og resten af Life of Agony gav en ganske udmærket koncert på Hades, der nok mere huskes for stemningen end musikken.
Spiritbox lovede os breakdowns, man kunne ryste numsen til, men vi ville ærligt bare hellere have haft bedre melodiskrivning.
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Alder betyder ikke alverden, hvis man gerne vil det. Igennem 60 minutter var hardcore-legenderne i Sick of it All en stor energibombe.
00’er-festen fortsatte på Hades hvor Three Days Grace leverede et coup de grace af ligegyldighed.
Livløs var alt andet end deres navn på Hades lørdag. De bragede igennem med deres tunge dødsmetal og publikum ville lege med.
Han kom, han så og han sejrede. Jakob Stegelmann gav os alle en kærlig knytter lige i barndommen.
Blodindsmurte Strychnos gjorde deres bedste for at slagte Copenhells gæster og gav en af de bedste danske koncerter, der indtil videre har været på årets festival.
Guitardetaljerne havde fordel af en overordnet manglende bund i Aborteds tekniske grindbesmittede dødsmetal, men det samlede indtryk havde ikke.
Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.
Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen.
Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.
I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.
Anmelderens bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da Thunder var et charmerende indslag på Copenhells sidste dag.
Det er en stor mundfuld fredag nat på Hades. Men Bersærk gjorde det og skabte den seje oplevelse til sent ud på natten.
Whitfield Crane var sprudlende i front for Ugly Kid Joe, da amerikanerne kørte koncerten hjem med et sikkert og mekanisk festivalsæt.
Der er efterhånden universel enighed om, at Chuck Schuldiner og Death er dødsmetallens gudfædre. Eftermælet blev behørigt hyldet på Hades.