Whitfield Crane var sprudlende i front for Ugly Kid Joe, da amerikanerne kørte koncerten hjem med et sikkert og mekanisk festivalsæt.
Der er efterhånden universel enighed om, at Chuck Schuldiner og Death er dødsmetallens gudfædre. Eftermælet blev behørigt hyldet på Hades.
Devin Townsend har stadig sin tørre, canadiske humor og masser af musikalsk overskud da han indtager Hades over midnat.
Myrkur forførte med folkesange og et stærkt ensemble bag sig tidligt på torsdagsprogrammet på Hades.
Ghost Iris var ikke til at styre på Hades, bandet var alle steder – og publikum nærmest det samme. Energiniveauet var misundelsesværdigt.
Med en suverænt syngende King Diamond i spidsen var Mercyful Fates comeback på Copenhell en triumf i natten.
Copenhell fik Jinjer, Jinjer fik Copenhells velfortjente kærlighed, men vi var meget langt fra noget det kan kategoriseres som en interessant koncertoplevelse.
Breaking news: Anmelder på Copenhell spaltet i to efter sær fluktuation i rumtidskontinuummet.
Dansk musik har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og aftenenes koncert fra Siamese var beviset på lige præcis det.
Mesterlig debut på dansk jord.
Dragen blev slået ihjel og enhjørningen luftet, da Gloryhammer gav et munter indslag med sin catchy power metal fra det ydre rum.
Kan vi nogensinde få nok 'Nola'? Det kan Down ikke selv, men det gør heller ikke så meget – selvom vi gerne snart så dem kigge mere fremad end bagud.
Opeth imponerede trods utidig blæst.
LOK gav en glimrende, men ufarlig intimkoncert foran et lille, dedikeret publikum, der, trætte efter Metallica, gav de sidste kræfter til et af sluthalvfemsernes store navne på den nordiske hardcore.
Elendig lyd og sløjt fremmøde satte fra starten Tesseracts djent ud af kurs. Først efter en halv time blev der rettet ind, og briterne forlod i sidste ende scenen med æren i behold.
Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.
Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.
Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.
Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.
Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.