Týr præsenterede en blanding af gamle kendinge og nyere materiale og leverede ret komplet billede af, hvad bandet står for.

Obituary beviste på Copenhell, at de er dødsmetallens svar på Iron Maiden eller Slayer. Garant for kvalitet, har et fedt logo, og de afviger ikke fra den udstukne kurs.

Watain giver ikke koncerter. De udfører et ritual. Og det gjorde med et af de sorteste og mest suveræne af slagsen i Copenhells historie.

Supergruppen Kill Devill Hill var et sympatisk og hårdtslående indslag fredag eftermiddag. Men bandet, der inkluderer tidligere medlemmer fra Pantera og Type O Negative, ligner nogle, som har svært ved at finde et nyt og seriøst ståsted i karrieren.

Suicidal Angels løftede ikke opgaven som bandet, der burde have sat fut i festen torsdag eftermiddag. Det endte næsten som en rendyrket græsk tragedie.

Finntroll havde styr på alt, undtagen vokalen, og leverede en fin omgang effektiv polkametal fra De Tusind Søers Land. 

Black Label Society leverede sådan set, men var ikke glohede.

At løfte arven fra Angela Gossow på en scene er ikke nogen nem opgave. Alissa White-Gluz gjorde det dog ganske godt, og resten af Arch Enemy bakkede flot op.

Leif Edlings nye doomprojekt spillede uden bagmanden, men leverede alligevel en mere end godkendt indsats.

Et vellykket nostalgitrip til de glade 90’ere med My Dying Bride blev desværre stoppet før tid.

De hypede psykedeliske stonerrockere Uncle Acid & the Deadbeats fik godt tag i publikum på Copenhell og leverede et tæt sammenspillet trip.

Tom G. Warriors Triptykon var oppe mod dårlig lyd og et lidt vel solskinsramt spilletidspunkt. Men bandets begsorte klasse fornægtede sig ikke.

Clutch leverede en velspillet og introvert koncert med lydproblemer, der dog til dels blev reddet af et fantastisk feststemt publikum.  

Monster Magnet var i velspillende og imødekommende hopla, da de på festivalens førstedag fik en stram og psykedelisk og dansevenlig fest smidt ud over scenerampen.  

Det var en våd fornøjelse, da amerikanske Every Time I Die ramte Hades-scenen på Copenhell tidligt lørdag aften. Dette stoppede dog ikke metalcore-slænget fra Buffalo i at levere et af deres berygtede liveshows. Tværtimod.

Der var mødt mange frem for at gense Jason Newsted på scenen, og de blev bestemt ikke skuffede. Bassisten gjorde det klart, at han sagtens kan stå på egne ben.

Endelig! Langt om længe kom Illdisposed til Copenhell. Det er det eneste rigtige, og selvfølgelig skal Danmark repræsenteres ved overlegen brutalitet

Parkway Drive satte publikum på plads med en lige højre, mens storsmilende Winston McCall i front spyttede første række i ansigtet med sin aggressive vokal.

Between The Buried And Me forblev stillestående under hele seancen, pånær bassist Dan Briggs, der som den eneste havde overskud til at komme ud over scenekanten.

Gaahl, King ov Hell og God Seed levede op til bandnavnet og såede den ekstreme metalsæd, som fremtidige Copenhell-plakater bør byde på meget mere af, men frustrerende lydproblemer lagde en dæmper på det ellers suveræne.