Anaal Nathrakh gjorde alt hvad de kunne med den tid, de, trods alt, fik på Copenhell i 2025 og leverede et brag af en koncert på Pandæmonium lørdag aften!
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
God lyd? Dårlig lyd? Meningerne var mange om Abbaths midnatsforestilling, der ikke havde samme format som det norske ikons tidligere koncerter på festivalen.
46 år inde i karrieren slog Exodus hårdt fast på Pandæmonium, at amerikanerne stadig er på toppen blandt thrash-metallens første generation af bands.
Dansk metals ustoppelige bæst knuste al konkurrence med en hæsblæsende koncert fredag midnat på Pandæmonium.
Sodom lød som thrash i gamle dage, og det var præcis det vi søgte, når man i midnatsstunden valgte mosh-garanti fremfor de samtidige andre musikalske tilbud.
Når Candace Kucsulain siger du skal starte en circle-pit, så starter du den circle-pit!
Årets australske twist er Kim Dracula, der skamløst ignorerer alle genrefloskler, og i det rette mindset mestrer kunsten at underholde, alene for skamløsheden.
Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement.
Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.
Norske Slomosa leverede bundsolid stener rock med fuld tyngde og dynamisk dedikation.
Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.
EYES og SYL var ti mand høj på scenen, men det var os, der blev høje af et voldsomt godt møde mellem to af Danmarks bedste hardcorebands.
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
VOLA leverede en imponerende og stemningsfuld koncert på Copenhell, hvor musikalsk perfektion og visuelt sceneshow gik op i en højere enhed.
Til trods for gode momenter, viste Kittie onsdag eftermiddag hvorfor bandet aldrig rigtig har været relevant eller interessant.
Employed to Serve trådte til som erstatning på Pandæmonium-scenen, men leverede en energiforladt og rodet koncert præget af dårlig lyd og manglende nerve.
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.
Traditionen med et dansk metalband, der åbner festivalen og får støvet til at hvirvle på pladsen i en moshtpit, var i år erstattet af en amerikansk fuser.
