Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.
Red Warszawa spillede udelukkende covernumre og leverede den fjollede fest, som folk var kommet for. Kønt var det ikke.
Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.
Zeal & Ardor gjorde, hvad de kunne for at indlemme publikum i deres aparte black metal-univers, men vinden spillede dem et alt for stort puds.
Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.
Bersærk brølede, buldrede og skabte fællessang meget som ved bandets første show på festivalen og leverede den forventede sejr.
Festivalens næstsidste koncert var en fest for de få, men ikke desto mindre var Tsjuder og deres 90’er-prægede norske black metal en tiltrængt mangelvare.
De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.
Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.
Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.
Satyricon var veloplagte, Frost brillerede bag trommerne, og publikum hungrede efter black metal, så moshpitten blev højenergisk og balancerede på kanten.
Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.
Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.
The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.
Med vanlig charme og stor spillelyst fra Danko Jones blev fredagens koncertprogram afsluttet i højt humør sammen med et rocktændt publikum
Med hver et lille kvarters spilletid til rådighed fik tre af landets bedste navne inden for hardcore og grindcore lige rykket Copenhell godt og grundigt rundt.
Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.
Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.