Richmond-drengene Iron Reagan gav torsdag aften på Pandæmonium de fremmødte en syngende lussing af en lektion i knivskarp hardcore/thrash-crossover.

Code Orange gav en statisk performance uden nogen tydelig progression trods aggressionsudladning en masse på scenen

Nilkrokodillen har de sidste mange millioner år været en effektiv og brutal dræber, selvom den ikke har udviklet sig. Den britiske udgave er tam og ligegyldig i sammenligning.

Konkhra gav en udmærket koncert på Copenhell, hvor de både fik luftet ny musik samt en stribe klassikere til deres dedikerede fans.

Tyske Morgoth spillede en udmærket koncert, der trods udskiftning af forsanger stadig mindede om bandets oprindelige lyd med stærk inspiration fra 90'ernes Florida.

Butcher Babies har valgt, at fokus ikke kun skal være på musikken, og det skæmmede et ellers udmærket show.

Halshug sikrede sig en rå, flænsende og ærlig Copenhelldebut

Marduk leverede med vanlig stil en fortræffelig koncert, hvor de fik rykket publikum rundt i en alvorlig omgang black metal, der giver ømme nakker dagen efter.

Monolord luftede deres forkærlighed for de musikalske forbilleder med så store armbevægelser, at de i de sene nattetimer fik publikum til at feste godt igennem. Bandet har dog ikke sangene til at løfte sig over det middelmådige. 

Nuclear Assault tog forbi Copenhell på deres sidste turné nogensinde, og koncerten var et tydeligt bevis på, at det bestemt er helt rigtigt at stoppe nu.

Den svære tjans som åbnere af sidstedagens program stod Franklin Zoo for, omend de ikke var nævnt som andet end "Tak Rock!-vinder" i programmet. Selvom det var habilt og velspillet, så var der ikke nok gennemslagskraft i leveringen.

Klokken 14 på festivalens sidste dag er stadig morgen fra mange, men Horned Almighty gav intet for morgenro og sørgede for en bragende fed sort messe på Copenhells Pandæmonium-scene med formidabel lyd og ditto attitude.

Blues Pills injicerede Copenhell med en tiltrængt ladning potent hard rock, som viste sig at være den helt rigtige kur lørdag nat. 

Hverken Copenhell eller publikum bed meget mærke i det scoop, Saint Vitus præsenterede, da de torsdag aften for første gang i tyve år indtog scenen med den oprindelige forsanger, Scott Reagers, ved mikrofonen. Bandet derimod, de bed fra sig! 

Med Raunchy eskalerede festen på Copenhell, og bandets dansable musik fik den store crowd ved Pandæmonium-scenen til at kridte danskeskoene og tænde godt op under ølkoret.

Red Warszawa satte et eftertrykkeligt punktum for dette års Copenhell på Pandæmonium med en times rablende og herligt ubehjælpsom heavy. Eller "polsk punk", som de jo selv kalder det.

Med list og atmosfærisk black metal forførte Solbrud publikum fredag aften i mørket og sørgede for, at Pandæmonium-scenen levede op til sit navn.

The Psyke Project har afholdt vildere koncerter end den på Copenhell. Alligevel var det et sprudlende band, der lukkede onsdagen af med musikalsk vanvid.

Mens armbåndskøen på stadig var lang udenfor, åbnede Fossils for et støj-inferno, man skulle tro kom fra flere musikere end det to mand høje band.

Belgiske Amenra leverede en koncert, der var lige så medrivende som at se en gletsjer smelte.