En skuffende tur i teatret
Populær
På papieret lagde Betty Nansen Teatret og Konvent op til en komplet anderledes koncertoplavelse med kostumer og blod. I stedet blev publikum spist af med en 55 minutters temmelig ordinær koncert.
2. Fatamorgana
3. Into the Distance
4. Bridge
5. Chernobyl Child
6. Puritan Masochism
7. Grains
8. Ropes Pt. I
9. Ropes Pt. II
10. Pipe Dreams
I et samarbejde mellem Roskilde Festival og Betty Nansen Teatret på Frederiksberg er konceptet iscenesatte koncerter blev undfanget og har tre gange tidligere fundet sted i selskab sammen med Bisse, Iris Gold og When Saints Go Machine.
Lørdag aften bød den fjerde i rækken så på den hårde genre, hvor det var Konvents dødsdoom, der skulle vækkes til live i den over 150 år gamle teatersal, hvor man for tiden kan opleve Homers ’Illiaden’ blive fortolket i en slagtehal af instruktør Amanda Ginman.
Den kølige, klinkebesatte scenografi fra ’Illiaden’ skulle fungere som kulissen for Konvents iscenesatte koncert, som i pressematerialet blev beskrevet som en ”blodig, growlende og monstrøs teateraften, hvor publikum ville kunne se frem til en komplet anderledes koncertoplevelse, når bandets langsomme og tunge dødsmetal tilsættes scenografi, kostumer – og måske blod.”
Se, på papiret lyder det her jo virkelig fedt. Ærligt talt havde jeg ikke hørt om konceptet før, men når jeg læser blod og kostumer, så stikker fantasien i hvert fald af med mig. På spadsereturen i det kølige forårsvejr fra Vestegnen til Betty Nansen fik jeg og makkeren da også flittigt diskuteret forventningerne til, hvorledes vi mon så skulle opleve Konvents dystre univers forvandlet til en teateroplevelse.
Bliver der taget udgangspunkt i teksterne? Bliver det drabeligt og visuelt? Bliver det med skuespillere, der måske dingler i en galge til nummer som ’Ropes Pt. I&II’? Kommer der vansiret freakbørn ind på scenen under ’Chernobyl Child’? Mulighederne var mange.
Men hvis man gik ind Betty Nansen Teateret med den forestilling om, at man rent faktisk havde en form for forestilling i vente, som vi havde, ja, så gik vi da godt nok forbløffet og slukøret derfra.
I stedet blev publikum spist af med en fuldstændig ordinær koncert, der var overstået efter sølle 55 minutter. Vi kunne ligeså godt have befundet os i Pumpehuset eller Vega.
Den smukke sal summede ellers af spænding, da mørket sænkede sig og Konvents velkendte intro ’Solen er så rød mor’ blev sat i gang præcis klokken 21.15.
Scenetæppet hævede sig til tonerne af ’In the Soot’, som de fire spillende musikere tungt satte i gang, mens frontkvinde Rikke Emilie List efter et minuts tid åbenbarede som en sort, kutteklædt skikkelse.
Hele den sortklædte kvintet var sortmalet om øjnene og blev undervejs badet i rødt, grønt og blåt lys, der fungerede fint. Konvents to plader er indspillet hos landets pt. bedste producer, Lasse Ballade, og det var da også mesteren selv, der stod bag lydpulten og sørgede for en sublim lyd. 
Som koncert var der ikke så meget at sætte en finger på. Lyden var fremragende. Kvintetten spillede tight og medrivende, og flere publikummer sad på stolerækkerne og headbangede frem og tilbage i sæderne. Men det teatralske aspekt udeblev fuldstændig. Hvorfor instruktør Amanda Ginman overhovedet har været inde over forblev i det uvisse.
Under ’Bridge’ blev et gennemsigtigt plastictæppe sænket foran musikerne, og da List satte sin hånd på plastikket mindede showet kortvarigt om en scene fra en skummel Hitckcock-film, men flere rekvisitter blev det da så heller ikke til undervejs. 
Måske havde jeg misforstået konceptet, men når jeg læser en pressetekst, der slår et stort brød op og lover en ”komplet anderledes koncertoplevelse” med kostumer og blod, så sætter det sgu da nogle forventninger i gang. Indfriet blev de i hvert fald ikke.
Efter ti numre klokken 22.10 var det hele overstået. 55 minutter. Det var det. Og trods publikum stod i fem minutter og hujede og klappede, så vendte bandet ikke engang tilbage på scenen. Ikke engang et sølle ekstranummer blev det til.
(Instruktør Amanda Ginman og Konvent takker af efter 55 minutters koncert)