Fabelagtigt rock'n'roll-brag
Populær
40 år i gamet, men stadig sultne. Twisted Sister overbeviste stort i Devilutions senioranmelders koncertdebut med de aldrende - men bestemt ikke pensionsmodne! - hardrockere.
Af uransagelige årsager var dette vist min koncertdebut med legendariske Twisted Sister, som jeg hovedsageligt har fornøjet med mig på video- og singlehit-niveau. Og hvilket gnistrende førstemøde med disse metalveteraner, stiftet helt tilbage i 1973 (samme år som AC/DC, fandeme!).
Foran en propfyldt og frydeligt festmotiveret Storsalen (lidt over 1000 mennesker) spillede Twisted Sister op til et løssluppent lørdagsparty uden svinkeærinder eller væsentlige lavpunkter.
Fra åbneren 'What You Don't Know' til afslutteren 'S.M.F.' gav bandet Trondheim Rock-publikummet en vedvarende rock'n'roll-krammer med masser af tyngde, sjæl, elektrificeret inderlighed og kærlighed af højeste oktan.
Wow!
Stadig sultne
Twisted Sisters midler har altid været grundlæggende simple. Bandet har dykket konsekvent i Slade, Kiss og Alice Cooper. Men med kyndige sangskriverhænder og en helt egen twist (ja!) har bandet gjort de åbenlyse referencer til eget varemærke i sange som 'You Can't Stop Rock'n'roll', 'Come out and Play' og den uforlignelige 'We're Not Gonna Take It', der selvsagt var et af showets mest gedigne højdepunkter.
'Stay Hungry' hedder bandets 1984-album og det er præcis hvad Twisted Sister har formået gennem disse mange år frem til i dag, hvor bandet (stadig i originalbesætningen) lørdag aften fremstod som et kobbel sultne køtere, der skulle erobre, overbevise og forvandle nuet til én lang orgastisk rock'n'roll-oplevelse.
Og det formåede de stort set hele vejen, med ikoniske Dee Snider som en offensiv, fræk og karismatisk men også sjov og jordnær frontmand, der indfangede sjæle i selv de fjerneste afkroge af salen.
En entertainer, som osede af oprigtighed og overskud, og med et band, som spillede med enorm gnist og bragende overbevisning.
Kernen af metaluniverset
I over halvanden time holdt Twisted Sister energipumpen kørende med nye hard rock-udladninger. I 'I Wanna Rock' og Rolling Stones-coveret 'It's only Rock'n'Roll', der fulgte hinanden, var gruppen endda så tæt på kernen af vort metalliske musikunivers som man kan komme det uden at være AC/DC eller Metallica.
Nu har Twisted Sister så ikke helt den konsekvente kvalitet af et AC/DC-sæt eller bredden af et hvilkensomhelst Metallica-program, men lørdag aften spillede bandet med en nerve og en så imponerende intenstitet og vilje, at den sidste magiske anmelderstjerne nødvendigvis må påhæftes alene for bandets overvældende engagement og spilleglæde.
Femstjernet vitalitet
At få ens musik til at fremstå så spontan, frisk og vital efter snart 40 år i gamet (heraf de 32 år som albumindspillende band) er faktisk en meget stor kunst, selvom Twisted Sister måske ikke ender som anerkendt, modernistisk finkultur på hjembyens Museum of Modern Art.
Og altså, at høre numre som førnævnte 'I Wanna Rock' (du husker videoen med den onde skolelærer, der bliver trynet af klassens tykke heavy rocker, ikke?) i selveste STUDENTERsamfunnet var sgu mere end halvgod ironisk spas.
For en fabelagtig halvanden time: Respekt! - og fem rock'n'rollede metal-stjerner til et Twisted Sister i storform.