Top 5 - Seriøst metal

Steel Panther og deres genrebrødre i glamverdenen tager ikke sig selv seriøst. Det er der andre, der i den grad gør. Dem fremhæver vi fem af.

Noget af det bedste ved at høre heavy metal er ens ligesindede. Eller, det tror man, de som udgangspunkt er, men når man graver et par spadestik dybere, finder man ud af, at lagene i metalgenren er meget forskellige i såvel dybde som tykkelse og niveau. Der er den helt tynde fernis, der dækker over et utrolig tyndt grundlag, og det substantielle, der er så tykt og reflekterende, at det kan være svært at gennemskue, med mindre man har en doktorgrad i filosofi eller er konservatorieuddannet i musikteori. Helst begge dele!

Det samme med fans. Her er dem, der graver sig ned i undergrunden og stædigt bevæger sig som muldvarpe og nærmest skammer sig, hvis de bliver ramt af lidt dagslys og lytter til plader, der har solgt mere end syv eksemplarer og er på et pladeselskab, som andre end én selv har hørt om. I den anden ende af det multifacetterede lyd- og lysspektrum har vi dem, der bedst kan lide den letbenede variant med højt hår og en befriende frivol tilgang til livet. Og så er der alle de mange millioner af metallyttere, der bevæger sig i en uendeligt bred bane mellem de to yderpunkter.

Heldigvis er der så rigeligt med musik til alle skabninger, uanset musikalsk ståsted. I den forgangne uge blev det af koncertarrangørerne på tværs af landet bogstavelig talt udstillet i en grad, vi sjældent bliver trakteret med. I København havde dildometallerne fra Steel Panther sat deres fans stævne i Amager Bio. Der skulle synges om kønsorganer, gnidning af kropsdele mod hinanden og alt, der både kan og ikke kan eller bør tænkes på syd for bæltestedet. Selvfølgelig var arrangementet for længst udsolgt, og da denne nordjyde har alt for mange bekendte på Facebook, kunne jeg med rullende øjne og hovedrysten se, hvordan det, jeg troede var tænkende individer, falbød sig selv for at kunne deltage i denne åndeligt depraverede begivenhed.

Helt ude vestpå havde Esbjerg tre dage før haft brasilianske Sepultura på besøg. Sammen med Legion Of The Damned og legendariske Flotsam & Jetsam skulle de trække vestjyderne inden for på spillestedet Tobakken til en noget tungere og mere seriøs omgang metal end den lyserøde verden, som stålpanteren forsøgte at parodiere.  Fimserock i København. Tungmetal i Jylland. Er der nogen, der er overraskede? Nej, det tænkte jeg nok.

Her på Devilution kan vi dog ikke gøre andet end tage hatten af for Steel Panther. De forstår at tage en genre og gøre grin med den. Glam har nu historisk aldrig taget sig selv særlig seriøst, så at Steel Panther kommer 20 år for sent til festen og giver den nyt liv, er der næppe mange, der kan have ondt i røven over. Det skulle lige være dagen efter, såfremt man ikke så sig ordentligt for på vej hjem fra koncerten. At de samtidig kan trække fulde huse gør, at vi bliver nødt til at kippe med hatten. Eller underlivet? Det vil nok være mere i deres ånd.

Mens glam aldrig har taget sig selv seriøst, så er der i den grad andre genrer, der netop har gjort det, og enkelte af dem er vel nærmest opstået som en ren trodsreaktion på netop glam og højt hår. Det gælder ikke mindst thrash metallen fra USA og den sorte musik fra vore skandinaviske brødre i Norge. Så her bringer vi fem eksempler på bands, der tager sig selv og deres musik meget mere seriøst, end Steel Panther, Cinderella og Poison nogensinde tænkte var fysisk muligt.

1. BURZUM
Her på Devilution ynder vi at fremhæve Varg Vikernes og hans projekt Burzum. Han er så let at bruge som kalibrering for, hvornår noget er seriøst eller ej, for han er nærmest standarden for, hvor seriøst man kan gøre det. Dømt for mordet på Øystein 'Euronymous' Aarseth, adskillige kirkeafbrændinger og en politisk holdning så menneskefjendsk, at det får hans tyske sjælefrænder fra trediverne til at ligne brystsvage spejderdrenge.

2. MEGADETH
Her kunne vi også lige så nemt have skrevet Slayer eller Metallica. Thrash blev nærmest skabt i afmagt og vrede over, at publikum og miljø i og omkring Los Angeles i Californien udelukkende spillede denne glam, der i de unge knøses øren og øjne var noget af det værste, der kunne graveres i polyvinylklorid. Det miljø, der udsprang af vreden mod de lyserøde rockdrenge, gjorde, at metalmusik i dag er større og bredere funderet end nogen nogensinde havde turdet drømme om. Mens Metallica er blevet mere afdæmpede med årene, er Dave Mustaine fra Megadeth forblevet tro mod sig selv og sin vision. Han har spillet sig igennem en skade, der kunne have forkrøblet hans arm, og hans ideer og tanker er forblevet omtrent lige så forkrøblede, som de var, da han tumlede rundt i en rus af forskellige medikamenter for 30 år siden. Derfor løber han med titlen for at være den mest seriøse thrasher.

3. BEHEMOTH
I Polen er man ikke bange for at gå linen ud. Her tager man religion meget seriøst. Så når man vover at modsætte sig den dybt forankrede, katolske opdragelse, skal modstanden også menes seriøst. Det gør Adam "Nergal" Danski fra Behemoth. Han har kæmpet sig frem og modsat sig de religiøse dogmer, der i den grad stadig gennemsyrer Polen, hvilket har affødt retssager og søgsmål mod Behemoth for blasfemi. Hvordan tackler Darski det? Hvordan tackler han leukæmi? Han udgiver en plade med titlen 'The Satanist' og bruger sit eget blod til at male coveret. Kan du gøre det mere seriøst end det, så skal du altså stå tidligt op!

4. IHSAHN
Den visionære og kreative Vegard Sverre "Ihsahn" Tveitan, der i samarbejde med Tomas "Samoth" Haugen skabte det bedste black metal-band nogensinde, Emperor, gik ikke kunstnerisk i stå, da Emperor blev lagt på køl. Han fortsatte derimod ud ad sin helt egen tangent, som netop var årsag til, at førnævnte måtte lade livet for en stund. Han tog sig selv og sin kunst så seriøst, at han ikke kunne se sig selv begrænset af den musik, der forventedes af ham og hans samarbejde med Haugen. Tveitan fortsatte nemlig med at lave musik i Peccatum og gik til sidst linen ud og skabte et band, der bar hans eget kunstnernavn, Ihsahn. En introvert musiker, der altid har haft det bedst med at lade sig udtrykke via sin musik i stedet for interviews, og som har taget sig selv og sin kunst så seriøst, at det ikke efterlader meget tilbage at ønske. Faktisk balancerer han så flot på denne knivsæg, at det er forbilledligt. For han anerkender trods alt også, at mange fans er blevet berørt af hans tidligere virke i Emperor, hvorfor han i ny og næ trækker i arbejdstøjet og giver de mange fans en koncert sammen med Haugen og co. Deres fælles kunstneriske højdepunkt var det tidløse mesterværk 'In The Nightside Eclipse', der i år har 20-årsjubilæum. Det fejres med en række koncerter på de største festivaler i Europa, hvor pladen spilles fra start til slut. Her fra Devilution skal der lyde en tak til Tveitan og Haugen for at tage deres fans så seriøst, at de godt lige gider hygge  om dem. At de får en skilling for det, behøver vi ikke tage gå så meget op i.

5. PANTERA
Om nogen den perfekte bro mellem glam og seriøs metal. For Pantera startede selv som et glamorkester og nåede at udgive fire plader i den genre, før djævelen tog ved dem. Guitarvirtuosen "Dimebag" Darrell Lance Abbott var opdraget med KISS, der for Abbott var religion! Mere glam bliver det ikke. Men han voksede fra ansigtsmalingen og ville andet og mere. Da Pantera fik fat i forsangeren Phil Anselmo, tog musikken en dyster drejning. Pantera var blevet tydeligt inspireret af førnævnte thrashbands Slayer, Metallica m.fl. og begav sig så ud på deres egen musikalske rejse i sydstaten Texas. De tog sig selv, musikken og livsstilen så seriøst, at bassisten og guitarvirtuosen endte som deciderede drukkenbolte, mens forsangeren gik linen ud og blev afhængig af nærmest samtlige stoffer, han kunne opdrive. Anselmo tog også sin musik meget seriøst og skrev hudløst ærlige tekster til bandet om sine kampe med de indre dæmoner, der lige akkurat kunne holdes skak med den dødsensfarlige selvmedicinering. Koncerterne blev også taget så seriøst, at han fysisk ødelagde sin ryg, hvilket var startskuddet til, at han begav sig ud på den selvdestruktive rute, der en aften gjorde, at han blev erklæret klinisk død i nogle få minutter. Heldigvis blev Anselmo vækket tilbage til denne verden og kan i dag stadig optræde. Det samme kan desværre ikke siges om guitaristen Dimebag, der blev skudt af en fan, der tog Panteras nedtur forfærdeligt seriøst. En mulig gendannelse ser også svær ud, da guitaristens bror, trommeslageren Vinnie Paul stadig har et seriøst horn i siden på forsangeren Phil Anselmo. Selvom Pantera blev kendt for at feste igennem og more sig, så var der ikke ret meget i Pantera, der ikke var 100 % seriøst. Det på trods af, at deres barnesko blev trådt i den genre, som Steel Panther nu forsøger at genoplive.

Her fra redaktionen, beder vi til dem, som Adam Darski beder til, om, at de vil tage Steel Panther i pant, hvis vi så må få Dimebag tilbage. Og måske har du, kære læser, også et bud på et band, der tager sig selv meget seriøst. Både på den gode og dårlige måde. Byd ind. Men det skal være seriøst!