KTDF '22: Fredag. Tungt med Tungt på.
Vi rejser os. Forude ligger rådne godter som Innumerable Forms, Hyperdontia og Cerebral Rot og venter på os. I sandhed en af de lækre dage på årets Kill-Town Death Fest!
Klak klak klak! Housekeeping! Klak klak klak!
Det banker på døren. Jeg er gået død på hotelværelset, og vågner lige i det morgenmaden er ovre. En uvant situation som familiefar, der er vant til at blive vækket ved en 5-tiden af den 3-årige. En ny dag truer og det er en stor dag på Kill-Town Death Fest 2022!
Det er det sådan set hver dag, for KTDF har ingen fillers. Kun nogle af de mest aktuelle dødsmetalbands i verden lagt med sådan en respekt at ingen overlapper hinanden. Smukt. Hver time, nyt band med tid for publikum til gå i en af de mange barer eller nyde et stykke tobak i Byhaven.
Dagens første band er tyrkiske Burial Invocation og det er en dunkel, kulsort sal, der møder mig i det jeg kommer op ad trapperne til hovedscenen. Salen er næsten helt fyldt og pludselig brydes mørket og bandet går på til applaus, inden de sætter igang med deres karakteristiske og velspillede moderne dødsmetal. Jeg går efter et par numre, for jeg har lige brugt al for lang tid i en taxa med en chauffør, der troede fynboen var kommet ind med 4-toget og ikke havde brugt de sidste 10 år i de selvsamme gader med de for chaufføren tilsigtede fredagskøer. Planen om et aftensmåltid inden showstart var derfor røget i vasken, og jeg må i hast ud, og finde mig den fornuftige investering sådan et måltid er på en festival med tætpakket og fabelagtigt program. Jeg møder en gammel metal-kammerat. Du ved, dem man måske ikke ses med i det private men altid møder til festivaler og har gjort i årevis. Megafedt, og megafedt gensyn efter corona-årene.
Nu med et stykke stegt, død torsk i maven samt fritter og optanket på energi går jeg mod Deathcult, som har besat Black Stage med deres bastante død. Det er stadig relativt tidligt på andendagen, men folk kommer mere og mere med. Da jeg selv i situationen ikke oplever den helt store åbenbaring, går jeg udenfor, snupper en øl og falder i snak med fellow metalheads.
Det er det der er med metalfestivaler. Vi er blandt ligesindede, og stemningen på Kill-Town Death Fest er altid speciel. Speciel god. Måske fordi at det er en speciel festival, men måske også fordi at det er en genrefestival uden karaoke-bierhalle-segment og churros så at sige. Det ville man kunne kalde en elitær udtalelse, men det rocker jeg fint og selvsikkert. Her er ikke leflet for andet end den gode kvalitet og den gode stemning, man finder på de mindre festivaler, og med rødderne solidt plantet i en sort DIY-ånd bliver produktet af en kvalitet derefter.
Vi haster ind til Innumerable Forms og deres første koncert på europæisk jord nogensinde. Hovedscenens gulv er fyldt og det er intet mindre end en magtdemonstration vi bliver vidner til. Bandet giver den fra start 110% og vi får skudt tonstung deathdoom lige i brystet. Der bliver slåsset, danset og headbanget. En vild energi. Aftenen er for alvor startet!
Pludselig står hun der. I baren foran mig. Veninden jeg ser for lidt til. Mega fedt. Hun skal arbejde og jeg skal nedenunder og se Kommand. Sådan er livet, og livet er for alvor dødt i Kommands univers. Jeg har ikke selv den store bevidsthedsudvidende oplevelse, men det er en overordentlig grum og ond lyd bandet lægger for dagen og Black Stage er fyldt til randen.
Hvad jeg ikke har til Kommand får jeg til gengæld til dansk-tyrkiske Hyperdontias koncert på hovedscenen. Et fyldt og til randen proppet gulv tager imod bandet, der kvitterer med en magtdemonstration ud i moderne dødsmetal. Vi taler velspillet, fuld smadder af den helt ægte slags, klart og tungt. Lyden er suveræn og jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at hver gang Daniel Hollesen står bag mikserpulten, bliver vi velsignet med den allerbedste dødsmetal-lyd. Den gode lydmand er key i ethvert godt metalshow. Applause.
Jeg havde ikke selv tænkt over det, men havde da godt nok hørt nogle finner tale om det i forvejen. Da jeg entrerer salen i underetagen kan jeg dog godt se det; Gorephilia er et meget stort band at have på den mindre Black Stage denne aften. Det er abnormt proppet, men det virker og Gorephilia spyr lækker råddenskab udover os. Det er tungt som ind i helvede og overalt er folk med. Helt perfekt.
Et af festivalens personlige højdepunkter er for mig selv amerikanske Cerebral Rot. Klokken er slået 23.00 og bandet har okkuperet Main Stage. Vi taler ækel, rådden død af den allerbedste slags og jeg er vist ikke den eneste, der har en forkærlighed for netop dette band. Folk er på, lyden er endnu engang suveræn og tyngden er tydeligt tiltrængt. Undersalen er ryddet for folk og pitten foran Cerebral Rot selvantænder i en dødsmetalekstase. Lige så rådne de er på plade, lige så rådne må de siges at være i virkeligheden, denne aften på KTDF.
Findes der noget bedre end den der kølige luft der omgiver dig, når du dampende kommer udenfor efter et show og genetablerer væskebalancen med en kold øl? Det kan ikke være meget. Så godt er det at jeg skal tvinge mig selv ind for at se Astriferous. Det er synd, for bandet er altså rejst fra Costa Rica for at forkæle os denne aften! Heldigvis er jeg den eneste, der har det sådan, for gulvet er fyldt med mennesker og der gåes amok i pitten. Folk er på dette tidspunkt generelt godt beduggede og det er en godt skraldet stemning, der opleves på Black Stage. Veloplagt band og et publikum med ild i.
Her er jeg selv ved igen at blive farmand-slap og træt, men jeg finder mig ikke i det! Jeg får slugt halvanden liter kaffe og sætter mig op på Main Stage hvor mægtige Acephalix fra USA har æren af at slutte aftenen. Jeg har aldrig set dem før og har ikke de helt store forventninger udover at jeg elsker bandet og deres lyd. Pludselig er salen fyldt, klokken slået 01.00 og bandet går på scenen. Vi taler om en acceleration af sjælden kort længde og vi går fra 0 til 100 på et splitsekund. Forsangeren stage-diver fra første færd og der moshes og slåsses som aldrig før. Bandets energi fylder hele den store sal fra første anslag, og der indfinder sig en god rowdy stemning. Alle er med og det er på godt dansk virkelig en badass optræden bandet leverer. Forsangeren stopper i øvrigt aldrig sin stage-diving og aftenen kulminerer i et stykke eminent dødsmetalkunst med en energi og publikumskontakt sjældent set. En perfekt afslutning på denne dag 2 på landets hårdeste metalfestival.
Træt, brugt og moshpit-ør begiver jeg mig ud i den kølige københavnske sensommernat og tager en metro ud på Vestamager, hvor jeg på et hotelværelse går ud som et lys midt i et dødsmetalmørke.