Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dr. Moshkinsteins monster vækket fra de døde

Updated
61szWFfMhRL._SL1000_

De britiske thrasheres første album i 29 år er noget så sjældent som et comeback, der ikke skuffer. Måske fordi forventningerne ikke er de store.

Kunstner
Titel
The Age of Entitlement
Genre
Trackliste
T.A.O.E.
The New Low
#NewAgeNarcissist
My Peace Of Hell
Blood Makes Noise
Sense Of Independence
Hardship
Within The Woods
Ripped Apart
United Hates
Karakter
2

Hænderne i vejret, alle, der kan huske Acid Reign? Ingen? Nej, det tænkte jeg nok. Men jeg kan huske Acid Reign. Jeg kunne lide Acid Reign. Som det var med så meget metal dengang, var det et tilfælde, at jeg endte med at høre Acid Reign: Et kassettebånd med blandet thrash og crossover, en af mine storebrors venner havde lavet, hvor der var en sang med.

Acid Reign var en sært klodset størrelse i forhold til den stadig mere polerede Bay Area-thrash ved indgangen til 90’erne, men de blev ret hurtigt lige så teknisk dygtige som forbillederne – bortset fra sangeren H, hvis stemme var en blanding af mumlende grynten og nasale hvin. Det var ikke som sådan skønt, men sært dragende var ep’en ‘Moshkinstein’ fra 1988 og den efterfølgende debut ‘The Fear’ alligevel. Da den næste plade, ‘Obnoxious’, kom i foråret 1990, var Acid Reign nået langt med sangskrivningen: Gode hooks, velafbalanceret midtempo mod thrash for fuld skrue, en ballade, der ikke lod Sacred Reichs ‘Who’s to Blame?’ noget efter.

Så kom dødsmetal, ingen gad længere poleret thrash, og i 1991 var Acid Reign færdige. Det var de indtil 2015, hvor H reaktiverede bandet med sig selv som eneste tilbageværende originalmedlem efter at have optrådt som standup-komiker i de mellemliggende år. Fire år senere kom så Acid Reigns tredje album i september, det første i 29 år. Måneden forinden havde Sacred Reich udgivet deres første album i 23 år, og resultatet var jammerligt, så der var god grund til at nedjustere forventningerne til Acid Reigns genkomst.

Det gør ‘The Age of Entitlement’ godt at være skeptisk indstillet overfor den. Acid Reign er ikke rigtig et band, man har forventninger til: De var ikke store i deres tid, de var ikke skelsættende (i hvert fald ikke for ret mange andre end landsmændene i Re-animator), og de har ikke haft et kultfølge. Ingen forventer det store af dem, som vi af vanvare kom til at gøre det med Sacred Reich.

På den baggrund overrasker ‘The Age of Entitlement’ positivt. Med årene er der kommet mere bund i H's sangstemme, og det er klædeligt, men den bedste nyhed er, at Acid Reign ikke har glemt dyderne fra ‘Obnoxious’: Riffs og temposkift er rigeligt doseret, og materialet virker langt mere frisk, end det gør i dag hos Anthrax, som ellers stadig er det tydeligste forbillede. Singlen ‘The New Low’ er ligefrem Death Angelsk i sit kæmpeomkvæd, mens den afsluttende ‘United Hates’ trods sin trælse titel er decideret triumferende.



Det er ellers faktisk den væsentligste indsigelse, man kan have mod ‘The Age of Entitlement’ som helhed: De lidt for søgte ordspil og den stadige trang til at agere sociale kommentatorer på et ikke imponerende oplyst grundlag. Eller den næstmest væsentlige: Det værste ved ‘The Age of Entitlement’ er dens cover af popfolksangerinden Suzanne Vegas løjerlige industrial/triphop-hit ‘Blood Makes Noise’ fra 1992. Bevares, det havde været værre, hvis det var ‘Luka’, men det vidner ikke desto mindre om, at den musikalske åbenhed, som Acid Reign plæderede for på ‘Obnoxious’, tilsyneladende lukkede ned i starten af 90’erne.

Det er en ejendommelig måde at vende tilbage på. Men det er slet ikke så skidt, at Acid Reign er tilbage. Selvfølgelig er ‘The Age of Entirlement’ ikke den plade, man i fremtiden vil finde frem, når man med et par års mellemrum får en ubetvingelig lyst til at høre Acid Reign. Men hvis man af vanvare gør det, vil det slet ikke være så galt endda.