"Du skal være højere end 170 cm til denne forlystelse"
Som altid, når Loppen er udsolgt, er de vertikalt udfordrede.. ekstra udfordrede.
Christiania er fyldt til bristepunktet i aften. Der er både Opeth i Den Grå Hal og på Loppen er der feststemning for de, der nåede at få billetter til Amyl and the Sniffers. Det er nok også på grund af førnævnte koncert i Den Grå Hal, at man ikke har kunnet opskalere Amyl’s show fra Loppens mindre scene til Den Grå Hals væsentligt større scene.
Til opvarmning har vi Coffin (stiliseret C.O.F.F.I.N.), der lige som hovednavnet kommer lang ejs fra. Bandet spiller punk rock, med dobbelt op på riffs. Der er også nok guitarister til det (i hvert fald to, fra hvad man kan ane gennem menneskemængden og Loppens mange strategisk placerede søjler). Bandet ledes af forsanger/trommeslager Ben Portnoy, der er i godt humør. Hans stemme er dyb og rusten, à la Red City Radios Garrett Dale. Musikken er dog væsentlig mindre melodisk. Portnoy tilføjer ind i mellem sange hans egen slags “Acknowledgment of Country”, som der efterhånden er blevet tradition for, i hvert fald i politiske miljøer, i Australien. Her takker man, når arrangementet foregår i Australien, “de originale kustoder af landet, hvor vi i dag mødes”. Lidt mindre højtideligt siger Portnoy “der, hvor vi er fra vil altid og har altid været aboriginal land”. Således er aftenen skudt i gang.
Mindre politisk bliver det selvfølgelig ikke, da Amyl and the Sniffers træder ind på scenen. Eller det skal siges, at jeg går ud fra, at de går på scenen, for er man under 170 cm, er det umuligt at se noget som helst for skønne, høje punkere og træbjælker. Men det er også fair nok, for den første sang er ‘Freaks to the Front’ og denne aften, er trods alt en “skoleaften” (læs: torsdag) og gamle mor kan ikke risikere alt for mange tæsk i pitten, altså er jeg ikke freak-y nok og skal ikke i front. Hvis man kniber ørerne sammen, og prøver at ignorere, at lyden er rimelig skramlet og stiller sig helt op på tæerne, kan man faktisk stadig føle sig rimelig underholdt. Forsanger Amy Taylors hovede popper fra tid til anden op, når hun stiller sig på en monitor.
Jeg har aldrig set Amyl and the Sniffers før, men af en eller anden grund havde jeg nok forventet lidt mere interaktion med publikum mellem sangene. Det er måske også lidt for meget at forvente, når bandet hele tiden skal kæmpe med at holde flyvende moshere fra at blive skubbet op i trommesættet. Så vi må i stedet lytte til sangene. Her får vi en god blanding af både nyt og gammelt, et eksempel ‘Control’, ‘Gacked on Anger’ og ‘Shake Ya’ fra bandets selvbetitlede plade fra 2019. Men det er særligt sangene fra bandets udgivelse ‘Comfort to Me’ fra 2021, der får publikum til at synge med. Det er sker især på ‘Security’, ‘Maggot’ og ikke mindst ‘Hertz’, der lukker showet af. Det album er også særlig godt, og personligt er jeg virkelig ked af, at bandet ikke når omkring ‘Don’t Need a Cunt (Like You to Love Me)’, men bevares, som førnævnt er det en skoleaften og sætlisten må begrænses.
Havde Amyl and the Sniffers ikke været så sublimt og velspillende et band, havde aftenen i aften været en kæmpe skuffelse. Der var blandet lyd i lokalet, alt efter hvor man stod (jeg forestiller mig ikke, at lydmanden havde en nem aften med så meget menneskelig lydisolering) og Loppens scene er kun en positiv oplevelse, når den er udsolgt, hvis man er over 170 eller i humør til at slås helt oppe foran. Man kan spørge sig selv, om man overhovedet skal tage til en Amyl and the Sniffers-koncert, hvis man ikke er i humør til at slås, men så synes jeg også, at man undervurderer bandets faktiske kvalitet.
Amyl and the Sniffers skriver for eksempel fantastiske tekster og der sniger sig ofte en lækker guitar- eller baslinje ind. Altså masser at holde sig underholdt med, uden at slås. Derfor bliver karakteren en lidt blandet størrelse for aftenen som helhed. Men vi håber, at Amyl and the Sniffers kommer tilbage på en lidt mere optimal scene igen og viser os, der er under 170, hvordan de også ser ud når de spiller.