Fersk udkantsmetal med teenage-hjerneprutter
Boston-metalgazere svæver som en sommerfugl, men stikker ikke som en bi.
Eyes
Sleep Whisper
Sedative
I've Forgotten Your Face
Orchid
Drown
Human
Decades
Der er bestemt fine takter på Astronoids tredje album ’Radiant Bloom’. Håndværket er i orden, og bandet har formået at rendyrke sit udtryk, så de har en meget genkendelig lyd, bortset fra en lille og lige rigeligt genkendelig detalje, som vi er nødt til at have af vejen, inden vi går videre.
Det første, jeg tænkte, da jeg satte den amerikanske kvartet Astronoids nye album på, var, i hvor høj grad forsanger Brett Boland lyder som Jonas Bjerre fra Mew, når han synger. Ikke alene på grund af hans lyse stemme, men også måden han fraserer på. Det har andre da også bemærket før, og jeg ved ikke, om det er tilsigtet, men det lyder næsten forstyrrende, i hvert fald i danske ører, fordi ligheden er så slående. Hør for eksempel det karakteristiske tertsspring i ’Admin’, når Boland synger ”sensible”. Jeg beskylder ikke Astronoid for uselvstændigt at kopiere, men skal man nyde gruppens musik, skal man være i stand til at abstrahere fra og/eller acceptere det næsten totale stilistiske sammenfald mellem Brett Boland og hans mulige forbillede Jonas Bjerre.
Til sagen
Når det så er lagt til side, så skal Astronoid have ros for at skabe en ret harmonisk sammenhængende lyd af elementer som huggende, metalliske guitarer, insisterende trommespil, skokiggende guitarflader, drømmende synth-arpeggioer og de førnævnte lyse, svævende indievokaler. Hør for eksempel singleforløberen ’Eyes’ eller det nydeligt pumpende nummer ’Human’. Samtidig åbner den stilmæssige syntese også for nogle spørgsmål. Det er helt klart sjovt at høre den ret pikkede solo på ’Sedative’, et nummer, der ellers er et af pladens stærkeste, men er det sjovt som i interessant eller sjovt som i grinagtigt? Jeg ved det ærligt ikke, men måske skal Astronoid have lidt point for i den grad at pisse på et af shoegazegenrens allermest centrale credoer.
Det eklektiske barometer
Som sagt nyder jeg, at Astronoid fusionerer udtryk fra forskellige ender af musikspektret, men jeg har nogle alvorlige anker over for ’Radiant Bloom’. For det første er synth-elementerne, som vel skal tilføje et drømmende og himmelstræbende element til musikken, lidt vel ferske, og på samme vis lyder Brett Bolands vokaler en smule livløse og uengagerende. Jeg ved ikke, som det skyldes hans forsøg på at lyde æterisk og ”gazende”, eller om de ekstremt rent klingende vokaler er blevet autotunet lige rigeligt, men det gør det sværere at engagere sig i sangenes lyrik. Og her kommer vi så til det allerstørste problem med ’Radiant Bloom’, for dykker man ned i Brett Bolands tekster, så finder man pinagtige hjerneprutter, som denne, der lyder som noget, en teenager kunne have sendt ind til Det elektriske barometer: ”I just feel so tired / I don't feel so well at all / delicately reassemble me until the parts are back in place / so I can go on with my life wondering / if I am the same or just a machine / put together from scrap”. Gider du lige, Brett?
’Radiant Bloom’ er langt fra den bedste fusion af shoegaze med metalliske elementer, verden har set, og Astronoid befinder sig da også i den alleryderste udkant af noget, man kan kalde metal, men når det er sagt, så har pladen en vis charme og velspillet effektivitet. I sidste ende er der dog, for mig, for mange ting, der trækker Astronoid ned fra de sfæriske himmelstrøg, de forsøger at svæve i.