En futuristisk Velociraptor
Bada og kirkerockeren Anna von Hausswolff fik i stærkt samarbejde med opvarmningen skabt en skrigende ambient aften i Stengade.
Nebulosa
Luk øjnene og rens tankerne for hvad end du har hørt sidst. Når du har gjort det, så forestil dig lyden af den sprødeste stratocaster, klokkeklar med saftig delay og rumklang, tilsat let forvrængning der blot sovser herligheden endnu mere til. Åben så øjnene igen og wupti, så har du Nebulosa. En enmandshær med en guitar, et væld af effekter og en loopstation.
Han starter ud med en lang ambient intro hvor der blot fifles lidt med synthpedalen og der klimtres let på guitaren. For med undertegnedes ret begrænsede kendskab til ambient, skulle det ikke undre, hvis det bare skulle fortsætte sådan. Det var dog bestemt ikke tilfældet, da vi efter et klædeligt tidsrum træder ind i lækkert Gilmour-land.
Umiddelbart skulle man tro at hele settet skulle blive meget ensformigt, men heldigvis ikke. Anden sang er en helt anden størrelse. Hvis første nummer var en inderlig omgang Gilmour, så var andet nummer en ulden portion Fripp. Med skærende dissonante toner og gruopvækkende fuzzforvrængede akkorder blev man ført igennem noget der uvægerligt minder om King Crimsons Larks Tongues in Aspic.
Et godt set med få, men meget forskellige numre, de slutter dog alle sammen lidt brat, hvilket er en skam, da det netop er opbygningen i numrene der ellers fungerer godt.
Bada feat. Anna von Hausswolff
Nok er det en aften I ambientmusikkens tegn, men svenske Bada og von Hausswolff er en helt anden størrelse. For det første er det helt band med bas, trommer, guitar, vokal, og to synths. Derfor har de også et langt større dynamisk spektrum at arbejde med.
Bada kan være lige så flydende, mystiske og samtidig fine som opvarmningen, men deres voldsomme klimakser er der hvor de virkelig skinner igennem. Trommeslagerens betydelige slagkraft er det eneste der binder den synkroniserede støj sammen. Badas lyd er meget futuristisk med de mange pew-pew lyde og skærende lo-fi effekter, men med trommernes standhaftighed er der også noget tribalt og urmenneskeligt over det. Underholdende bliver det også når bandet aktivt arbejder for at gøre lydbilledet så kaotisk som muligt. Både med von Hausswolffs mange effekter og synths, men det stod i hvert fald klart da bassisten brugte sin tomme Odense classic som slide.
Det er specielt værd at bemærke Badas vokalist, eller hvad man nu skal kalde ham. For umiddelbart kunne der ikke tydes mange ord af hans præstation. Til gengæld gik han fra at brumme ind i mikrofonen med struben, til at kradse loftet, til at lyde som en futuristisk velociraptor der har fået stjålet sine æg. Skrækindjagende for at sige det mildt. Knap så skrækindjagende er det dog når bassistens to sidefletninger pisker rundt i luften, men fedt ser det ud, og så går det godt i flæng med den kraftfulde og ambiente hipster-rock.
På sidste nummer træder enmandshæren med op på scenen og der bliver på tålmodigvis bygget endnu et bistert klimaks op, og da begynder det for alvor at krible i publikums fødder og nakker. Koncerten slutter på sit højeste og til publikums store skuffelse er der ikke noget ekstra nummer - der var ikke engang en stående mikrofon som bandet kunne sige tak i.