RF '19: For fed til det her sted
Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.
Med en til dels forståelig hype omkring sig og en tre uger gammel plade i bagagen indtog math-rockerne Black Midi Pavilion-teltet fredag aften. Det purunge band, der ifølge festivalen selv er årets yngste orkester, har med et par velplacerede Youtube-klip fået skabt en del omtale i den alternative musikpresse for deres komplekse kompositioner, der i mangel af bedre kan beskrives som en indierock-udgave af The Dillinger Escape Plan. Skæve, uregerlige sangopbygninger, uforudsete aggressive udfald og et samlet musikalsk udtryk, der ligger og bevæger sig over det nærmest jazzede til noget, der kunne forveksles med hardcore-punk.
Såvel debutpladen ’Of Schlagenheim’, der udkom i slutningen af juni, som koncerten i aften indledes af den skizofrene ’953’, inden der både bliver shufflet og funket igennem i ’Speedway’. Trommeslager Morgan Simpson, der har fået sig en fremskudt plads ved scenekanten, står hurtigt frem som en ganske sublim trommeslager, som får selv de sværeste fills og skæveste takter til at se legende let ud. Resten af bandet? Tja, forsanger Geordie Greep og guitarist Matt Kwasniewski-Kelvin bruger urimelige mængder af koncertens første halvdel på at pille ved gear, sende frustrerede signaler ud til lydmanden, skrue op og ned på dit og dat og kæmpe en hård kamp med en cowboyhat, der bliver ved med at falde ned i øjnene. Altimens de så vidt muligt ignorerer, at der står et publikum foran dem.
Bandet har et komplekst musikalsk udtryk og er både talentfulde og visionære, ikke mindst deres unge alder taget i betragtning. Men det på én gang prisværdige og jævnt irriterende fokus på nuancer i sceneproduktionen, de formentlig kun selv kan høre, gør, at de aldrig rigtig får det greb i publikum, som kan gøre deres musik fængende og tilgængelig. Bandet når igennem det meste af debutalbummet, der både dufter af Mr. Bungle hist, Primus pist og elementer af jazz, funk, støjrock og shoegaze over det hele, men rigtig interessant bliver det aldrig. At bandet ikke siger et eneste ord til publikum gennem hele koncerten får dem desværre kun til at virke mere distancerede og selvfede end unikke og ekvilibristiske.
Mod slutningen stikker det hele af i noget, der lyder som improviserede jamsessions, inden bandet endelig får et samspil kørende med publikum i sættets sidste nummer, den fjollede og let primitive ’bmbmbm’. Inden da er koncerten desværre lidt flydt sammen i en konservatorieopvisning af evner, som desværre aldrig blev interessante at opleve i levende live. Black Midi er en musikalsk kompleks størrelse, der kræver at blive formidlet for at ramme det brede publikum. Og denne fredag virkede det, som om bandet havde nok i sig selv og i bare at stå på en scene og have det fedt over egne evner.