Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hjemme hos goth-far og goth-mor

Updated
processed-f49e0f74-1bee-4aac-acc2-3518b511e54b_YYM99asq

Alt var goth, da Christian Death indtog Hotel Cecil på årets første efterårssøndag

Titel
+ The Designs
Spillested
Dato
03-09-2022
Genre
Trackliste
The Alpha and the Omega
New Messiah
Elegant Sleeping
Blood Moon
Abraxas We Are
The Warning
Beautiful
Rise and Shine
Evil Becomes Rule
Who Am I pt l
Forgiven
The Glass House
Sick of Love
This is Heresey
Karakter
4

Jeg er generelt vild med Hotel Cecil, det må jeg indrømme. Måske fordi jeg straks bevæger mig hen mod den stemning, der er omkring hotellet af samme navn i Los Angeles, og dets obskure historier om, hvordan mange mennesker har måttet, eller besluttet, at lade livet der. Det kunne også være, fordi jeg generelt ikke er til det helt store publikum, og derfor passer en kapacitet på 360 publikummer mig utroligt godt.  Men der er også noget med æstetikken, der tiltaler mig. Tunge messinglamper, store flyder-områder på øverste etage, opdelingen af bar og koncertsal mm. En aften som i aften, passer det formidabelt, at vi skal ned under jorden for at høre musikken. Ned under jorden, der hvor mørket regerer. Vi skal til koncert med selveste Christian Death, essentielle grundlæggere af goth- og deathrock genren, med mere end 20 plader bag sig og 40 år i gamet. Derfor er jeg også mødt op med tilpas høje forventninger til denne aften, da den har potentiale til at blive lige så sort og gotisk, som jeg selv går og føler mig i efterårets henrivende forfald. Der er dog ikke mødtmange op, da jeg ankommer til Hotel Cecil, kun 15 minutter før opvarmningen skal gå på, hvilket undrer mig - men det skal jeg snart finde årsagen til. 

THE DESIGNS: (HOW NOT TO GOTH) 
Christian Death har det italienske ”elektrometal”-band, The Designs, med på tour, som jeg intet kender til på forhånd. Men af hvad jeg har læst om dem hjemmefra og bare ud fra deres egen genrebeskrivelse, er jeg allerede en anelse bekymret, inden de går på. The Designs sparker bogstaveligt showet i gang, som stod de foran 20.000 kampklare festivalgæster, selvom vi rundt regnet står ca. 15 mennesker foran dem. Forsangeren hopper fra første sekund op og ned og flyver rundt på scenen, som var han et barn, der havde fået for meget sukker til en børnefødselsdag og desperat prøver at få sin mors opmærksomhed, så han kan vise hende, hvor højt han kan hoppe/sparke/råbe. Der bliver sunget i megafon, og det hele minder mig mest om et midaldrende ægtepar, der for femogtyvende gang er mødt op i bedste EMP-udklædning til en omgang torsdags-karaoke på High Voltage for at udleve deres rockstjernedrøm fra 00’erne. Hvis du blander 00’ernes Marilyn Manson, Dope og Evanescence og krydrer det med en omgang elektronisk hihat og tromme, så har du The Designs. Og det kan sikkert et eller andet, for nogen, og det er da også gennemført, dét må man give dem. Men det er ikke ligefrem godt. Efter bare 22 minutter føles det, som om at The Designs har spillet i en time, og de gør meget ud af at fortælle os, hvor fedt det er at være og spille for os, selvom det tydeligvis er løgn. Imens showet lakker mod enden, er vi endelig nået op på et højt nok antal publikummer til, at jeg ikke vil tælle efter. The Designs slutter af med at synge højt og skingert med på den italienske klassiker ’Voglio Vivere cosí’ og tvinge publikum til at tage en selfie med dem foran scenen og efterlader mig lettere rystet, med store øjne og vindblæst hår. 

GOTH-TRÆF 
Efter den oplevelse The Designs har ridset ind i mit nervesystem, må jeg lige tage mig et par minutter til at embrace og nyde, hvor skønt det egentligt er at være et sted, hvor vi alle er klædt i absolut sort og vipper på akkurat den samme måde med den højre fod til Joy Division, Bauhaus og Siouxsie & The Banshees i pausen. Det føles som flere år siden, vi sidst fik lov til at holde sådan et ægte goth-træf. Og vi burde fandme gøre det noget oftere.  Jeg er stadig i chok over valget af opvarmning for Christian Death, men kommer i tanke om at Valor Kand naturligvis har været til stor inspiration for bands, som netop spiller "den slags" musik, som The Designs spiller. Dette ser jeg ingen grund til at tænke mere over eller at gå videre ind i. Til tonerne af The Falls ’Totally Wired’ dæmpes lyset, og nu kommer de fandme. Christian Death. 

CHRISTIAN DEATH: (HOW TO GOTH)
Mørket har omsluttet os. Det eneste vi kan se, er to oplyste mikrofoner dækket af røde roser. Med en gotisk Jim Morrison-vibe indtager Valor Kand mørket og begynder langsomt, men potent, at hypnotisere os med den mørke og forførende stemme. Det er tungt og lækkert. Maitri, Kands trolige følgesvendinde, iført stor og sort hat, spiller bas og bevæger sig som en slange imens. Med sig har de to frontfigurer en ekstra guitar og en trommeslager. Alle er de klædt i sort, naturligvis, undtagen trommeslageren, som ligner noget fra 'Fear and Loathing in Las Vegas'.

Der er ikke rigtigt noget at sætte fingeren på, når Christian Death indtager scenen. Vi får alt det, vi har drømt om. Det er teatralsk, og det er goth, og det er det helt derind til, hvor det næsten kilder lidt i maven. Jeg har efter bare fire numre komplet glemt, hvor jeg kom fra, og hvor, jeg er på vej hen, og har overgivet mig fuldstændig til disse to goth-monstre. Det er som at komme hjem til sin goth-far og goth-mor og falde direkte tilbage til brystet. Christian Death har skarpt og tydeligt taget et valgt om at fokusere på at spille flest af deres nye numre, som også kan noget, fx ’Beautiful’ og ’Blood Moon’ fra deres seneste plade, der ligefrem fremmaner kuldegysninger, og det er først hen imod slutningen, vi får lov til at høre meget få toner fra 80’ernes mørke utopia i form af ’ Sick of Love’. ’Romeo’s Distress’ får vi ikke og det føles næsten som en provokation. Og provokation er stadig et af nøgleordene for Christian Death. Valor Kand kommer med flere friske udtalelser under koncerten, som efter 2,5 år med coronakonspirationer dog ikke virker vildere, end hvad man dagligt kan falde over i et kommentarfelt på sociale medier. Det får i hvert fald ikke pulsen op, når Kand fortæller os om blåt blod, reptiler, overvågningen fra toppen og at prins Charles er bragende pædofil, inden han skråler ”you're all delusional” og himler med øjnene som var han under en exorcisme. Men musikken er lækker, det er den samme gamle ondskabsfulde begravelsesstemning med effektive guitar-riffs, der skærer på tværs af horror-brøl fra Maitri, og vi er underholdt fra første og helt til sidste sekund i over en time. De sidste numre bringer den autentiske og rå lyd fra Rozz Williams-tiden tilbage, og vi får endda et ekstranummer. Christian Death forlader scenen en efter en, men lader alle deres instrumenter blive liggende efterladt på scenen i ren distortion. Lyden var god, på trods af, at Kand havde problmer med sine pedaler. Hotel Cecil har generelt god akustik og også denne aften var der kun meget få øjeblikke, hvor lyden den glippede. Alt i alt en fremragende og nostalgisk koncert for os, der var mødt op. 

Jeg forlod Hotel Cecil, som når jeg forlader mine forældre i Sønderjylland. Træt, mæt og med plus på kontoen. The Designs vil jeg aldrig tale om igen.