To ekstremers gensidige højnelse
Chrome Ghosts ‘House of Falling Ash’ er en ambitiøs anretning og delikat minimalisme er sat til bords over for voldsom aggression – perfekt til metalliske vintersind.
The Furnace
In the Tall Grass
Where Black Dogs Dream
Bloom (Reprise)
House of Falling Ash
Du sidder i en forblæst træhytte på den amerikanske vestkyst. Alene og overmandet af smerte og følelser der ikke andet kan end at sætte sig i væggene, oplever du hvordan alt overtændes af desperation, sorg og tristhedens ædle pure væsen.
Nogenlunde sådan kan Chrome Ghosts lyd og tematik beskrives på bandets tredje album ‘House of Falling Ash’. Sacramento-bandet har siden dannelsen i 2015 udgivet musik i eget mix af genrerne sludge, doom og post-metal og nu med tilføjelse af steel guitar og mellotron på palettens farveskala. Et album, der indeholder lige dele rå aggression og følsom eftertænksomhed – lige dele flerstemmighed i kor over for tung, doomet guitar, der til tider nærmest bliver drone-agtigt i følelsen. Ikke just et festalbum, men et af dem der har mere at byde på end man måske lige umiddelbart føler ved første ukoncentrerede gennemlyt.
At ‘House of Falling Ash’ er et album, der drejer omkring de mørkere sider af følelseslivet er selvfølgelig ikke noget man som lytter nødvendigvis fra start er klar over, men fra første sekund af ‘Rose in Bloom’ befinder man sig i en rolig og drømmende have uden for det føromtalte hus. Guitar med tremolo og små diskrete tilskud af twangy americana-feeling. Elementer af en genre, der som små appendikser går igen på albummet, skal vi senere erfare. Lige idet man begynder at associere til gamle Seattle-bands bliver freden brudt af tung og distortet guitar i vaskeægte og sludgy doom-stil. Ekstremerne er hermed præsenteret, og så snart det tunge break er slut skinner solen dig pludselig i ansigtet inden du igen overmandes af tristesse og fatigue. Sønderknusende bas og guitar med storladne følelsesladede melodier med indlagte roligt indadskuende mellemspil er hvad der kendetegner albummet. Det er pænt og grimt, positivt og desperat, følelsesladet og fandenivoldsk. Den fænomenale ‘The Furnace’ er bygget op på samme opskrift. En sløvt flydende drøm med bastant chuggende riffs i vekselvirkning med en helt igennem delikat minimalisme. Rensang, skrig og growl og et kor der først og fremmest virker som call & responce på hovedvokalen, og som senere kommer i selskab med Eva Rose fra CHRCH. En behagelig tilføjelse der sætter prikken over i´et.
Individuelle rejser
Tag ikke fejl, du er ikke tvivl om, at dette er et metalalbum – det er tungt når det er tungt, men det er et album hvor ekstremerne er lige så naturlige og en del af pakken som det er i et følelsesliv. Ægte musikkunst.
Hvert nummer på ‘House of Falling Ash’ opleves som en rejse med gentagne mønstre samt opsummeringer og bidrager positivt til den “dronede” følelse man sidder med mellem de rolige og på den anden side voldsomme passager. Et nummer som ‘Where Black Dogs Dream’ rummer alt det, du er kommet til at elske ved pladen; alvorlig, tung og basfyldt guitarlyd der med sikkerhed får dit julepynt til at falde ned over for blød, eftertænksom sårbarhed samt en collage med steel guitar og de flammer, der knitrende er begyndt at æde dit hus op. Forsanger og guitaristen med det relativt “mædl” navn Jake Kilgore synger godt, rent, og lige så følelsesladet og indadvendt han kan være, lige så bestialsk et growl overrasker han med. Strengene på albummet er tykke og perfekt kvælende når det skal til, men rene og krystalklare i de stille passager og de mange melodiunderbyggende soloer.
Skulle du være faldet i staver, er du lysvågen efter starten af titelnummeret, der med sine 13 minutter og fire sekunder tager dig på den sidste rejse i fortællingen, med hvad det indebærer af besindig og øm forsigtighed, progget klarsyn med luft omkring sig og en introduktion af det totale kaos oversat til lyd.
Tordnende tung melankoli
Chrome Ghost har med ‘House of the Falling Ash’ for alvor etableret sig som et band, der med ærlig originalitet kan servere den indadvendte, følelsesladede og eftertænksomme melankoli lige så naturligt som den tunge, mørke og til tider depressive aggression som infesterer og ligger under overfladen på alle albummets 51 minutter. Et af den slags albums, som du måske ikke bliver glad af, men som tager dig med på en rejse i alle sindets farver.