Hinsides godt og skidt
Doom metal, power metal, folkelementer, klassisk metal, epik i spandevis og højstemt patos; Cromlech er så baldrede og egensindige og ambitiøse-på-kanten-til-at-knække-over, at man kommer i tvivl, om det er godt eller ej, før man indser, at det egentlig er lige meget.
2. False Peace / Total War 08:07
3. Patria 06:06
4. Born with Sword In Hand (Doomed to Martyrdom) 08:25
5. Ascent of Kings 12:34
6. Turambar (Master of Doom/By Doom Mastered) 18:36
Har man hørt nok metal, ved man som regel på forhånd, hvordan et album vil lyde. Man ved lige så tit, hvor godt det vil være. Også før man hører albummet. Det kræver trods alt ikke den store begavelse at vide, at et nyt album fra en af genrens koryfærer i de fleste tilfælde vil være ligegyldigt; at en ny udgivelse fra fx Nuclear Blast vil være kompetent, velspillet og æstetisk frastødende konsummetal; at et hvilket som helst norsk black'n'roll-band vil levere noget kompetent hegn, som man glemmer, allerede mens albummet spiller; at ni ud af ti retrometalbands er fornøjelige, men sjældent mere; at ny thrash metal ikke er ret sjovt uden en anseelig promille og faktisk heller ikke der; at alle moderne rockbands lider under, at de hverken kan skrive sange eller har karisma.
Forvirret anmelder
Og så er der de gange, hvor et eller andet aldeles ukendt overrasker, og man selv efter adskillige gennemlytninger stadig er usikker på, hvad man egentlig sidder med, og hvad man egentlig synes om det. Er dette genialt eller elendigt? Og betyder det noget?
Den slags tænker jeg på, når jeg hører 'Ascent of Kings' med canadiske Cromlech. Jeg hælder mest til smågenial, men med en hel masse forbehold. Og jeg kan egentlig sagtens forstå, hvis nogen synes, at det her er ren lort. Spørgsmålet er, om det egentlig gør en forskel.
Skraldet og storladent
Cromlech spiller en besynderlig, på en gang sofistikeret og ambitiøs og primitiv og baldret blanding af episk doom og US power metal med Bathory- og keltiske influenser og store mængder violin og cello (de er tydeligvis stemt anderledes end guitarerne). Det er dels en aparte genreblanding, som man strengt taget ikke burde kunne spænde over, dels er der virkelig meget, der i princippet burde tale imod Cromlech:
Albummet har en skraldet, demoagtig produktion, som egentlig ikke gør denne episke, narrative metal mange tjenester. Vokalproduktionen er tynd, guitarerne kunne tåle en del mere kraft, og trommelyden er ikke for heldig. Alt sammen noget, der egentlig hæmmer de storladne ambitioner, Cromlech lægger for dagen, og får 'Ascent of Kings' til at være faretruende tæt på at knække sammen, en katedral med dåselyd. Læg dertil en excentrisk vokal, der gerne vil være operatisk og storladen, men ikke helt kan finde ud af det, som nok burde have haft lidt mere reverb i studiet, og som flere gange synger direkte falsk og altså efter konventionelle standarder ikke er, hvad man kan kalde hundrede procent vellykket. Og så har Cromlech meget lange sange (fra 6 til 18½ minutter), som i princippet burde skubbe lytteren væk.
Men: Cromlech lyder også temmelig meget som sig selv, selvom referencerne trænger sig på. Der er inspiration fra DoomSword, fra Manowars tidlige plader i guitarlyden og undertonerne af sværd og trolddom og muskelsvulmende barbarer, fra Brocas Helm i de galopperende guitarsoloer, fra Manilla Road i den hjemmebrændte power metal, fra Pagan Altars mysticisme, fra Candlemass, Solstice, Bathory, sågar lidt thrashede tendenser i de hurtige passager. Den slags. Ægte metal, hvor næver løftes mod himlen, håret blafrer i vinden, sværdet drypper af blod fra de nedslagtede fjender, men mærkeligt nutidigt og ikke-retroficeret.
Og svaghederne bliver på magisk, uforklarlig vis nærmest ligegyldige, fordi bandet lyder så meget som sig selv, har så meget personlighed. Og fordi en del af svaghederne transformeres til styrker. Sangstrukturerne er for eksempel temmelig originale og overraskende, og de enkelte numre tager så mange og så overraskende drejninger, at albummet ikke keder, sådan som det ellers lykkes for en del mere almindelig metal på langt kortere tid; i stedet er sangene så overraskende, at Cromlech holder lytterens interesse fanget. Instrumenteringen med en fremtrædende cello og violin gør også noget godt for canadierne i de mere doomy passager, hvor der kommer en elegisk stemning fra forne tider. Folk metal, måske, men langt fra den schlagerparade, genren i dag har udviklet sig til.
Vokalen er ikke konventionelt god, en bekendt har beskrevet den som elendig, men samtidig lyder den lidt manisk, bizar, uhyggelig, og det går vældig godt i spænd med det 'Conan the Barbarian'-agtige univers, vi er i.
Og selv den slatne produktion lykkes på en eller anden måde med at skabe en stemning, der om ikke andet får Cromlech til at fremstå dedikerede og ægte og i mine ører charmerende. Vi er temmelig langt fra det glanspolerede, pro-toolede helvede, mainstreammetallen har som standardindstilling, og det er i sig selv forfriskende.
'Ascent of Kings' har kraftfulde, storladne hymner, martialske trommer, atmosfæriske passager, hvor denne middelklassedansker mærker krigerhjertet svulme i brystet, der er elegiske strygere, lyden af episke slag og kampe mod monstre i krypter. Og det er alt sammen velkendte elementer, men Cromlech har på dette album bare en eller anden sær originalitet, som det er svært at sætte fingeren på.
Er det metalånden, man mærker emanere fra højttalerne? Er det sangenes mange overraskende drejninger? Arrangementerne? 'Ascent of Kings' har tydelige rødder i en lang tradition, men føles frisk og mærkeligt nyskabende. Eller måske som en glemt kultklassiker, der endelig har set dagens lys og for en gangs skyld ikke skuffer. På én gang tidløs og tidsbunden. Det burde ikke fungere. Men det gør det.
Når pressemeddelelsen skriver, at "Cromlech is the antithesis to all that is trivial and banal in Heavy Metal," så er det ikke engang løgn. Og det gør det også nærmest ligegyldigt, om 'Ascent of Kings' er konventionelt vellykket eller ej, for den er så meget sig selv, at spørgsmålet bliver irrelevant. Det er ikke for alle. Men for dem, det er for, er det helt specielt. Og under alle omstændigheder langt mere spændende end alle de generiske udgivelser, som kværnes ud dag efter dag, uge efter uge, år efter år uden at gøre nogen forskel, end ikke for de medvirkende selv.