Nej. Bare nej.
Jeg har hørt Dave Kombardos lorteplade, så I ikke behøver gøre det. Det var så lidt.
2. Separation from the Sacred
3. Inner Sanctum
4. Journey of the Host
5. Maunder in Liminality
6. Despojo
7. Interfearium
8. Blood Let
9. Warpath
10. Guerrero
11. Vicissitude
12. Omiero
13. Animismo
Dave Lombardo har bestemt sat sit præg på metalhistorien, ikke mindst som medlem af dem der, man råber, folk skal spille noget med. Personligt holder jeg mere af hans mere punkede og opfindsomme output i gruppen Dead Cross, men hans rolle i kulturarven kan ikke benægtes. Og det var da også netop Mike Patton fra Dead Cross, som opfordrede Dave Lombardo til at lave en solo-trommeplade. Det har han så luret på at lave i mere end to årtier. Og det skulle han nok ikke have gjort, for det er sgu noget lort.
Man kan beskrive musikken som cinematisk trailermusik med den der form for krigstrommer, som især er populære i film med et højt niveau af våbenild og et lavt niveau af refleksion. Og så er det så blandet op med den lyd, folk får i hovedet, hvis man siger “stammetrommer” til dem. Man føler lidt som lytter, at man er medskyldig i en grotesk karikatur af oprindelige folks musik.
Måske er ‘Rites of Percussion’ et slags musikalsk visitkort, hvor Dave kan relancere sig selv som filmkomponist. Egentlig ikke en dårlig ide. Dave bliver ikke yngre, og måske gider han ikke turnere helt så meget mere. Men problemet er bare, at der er et næsten totalt fravær af interessante ideer på pladen. De fuldstændigt udvandede klichéer står i kø for at komme frem, og på intet tidspunkt formår Dave Lombardo at skabe nogen form for kompositorisk kraft. Hvis den her plade er en slagtøjsbåret overgangsrite, som titlen antyder, så er det en overgang fra en tilstand, hvor man var lykkeligt uvidende om, at den her plade eksisterede, og til en eksistens, hvor man for evigt har mistet 35 minutter af sit liv til denne miserable hob af ligegyldigheder og fornærmende ringe minisoundtracks til film, der heldigvis ikke eksisterer.
Stop dig selv, Dave
Hvis du virkelig gerne vil overbevise dig selv om, hvor latterligt tidsspilde ‘Rites of Percussion’ er, kan du bare lytte til et nummer som det ufrivilligt morsomme ‘Separation from the Sacred’, der med sine pinagtige, tunede elektroniske tamtammer er som den soniske version af et sammenstød mellem en børnetegning og et MGK-hold på fentanyl.
Eller du kan lytte til ‘Interfearium’, som lyder som det mest tryhard-agtige horrorsoundtrack nogensinde. Der er dissonant klichéklaver, dissonante klichéstrenge og kliché-atmosfære i baggrunden. Når man tænker på, hvor geniale horrorscores folk som Bobby Krlic, Colin Stetson og Ben Salisbury og Geoff Barrow eksempelvis har lavet, så er det fascinerende, at Dave Lombardo tror, at man kan snige uhyggen ind under huden på folk med noget, der er et så ubehjælpsomt sammenrend af de allermest gennemkneppede gysertroper.
Men jeg vil ikke anbefale dig at lytte til noget af det. Der er seriøst intet godt at hente på ‘Rites of Percussion’. Det bedste, man som lytter kan håbe på, er at lade sig underholde af lyden af Dave Lombardo, der desperat leder efter en ide, der er bare den mindste smule holdbar. Det sidste er især tydeligt på ‘Warpath’.
For at gøre det helt klart: Undgå for enhver pris at lytte til ‘Rites of Percussion’.