Sange, du nemt kan glemme
Phil Anselmo lancerer endnu et projekt, verden havde været bedre foruden. Nick Cave-plagiat, svage kompositioner og en halvvissen stemme er blandt de mest iøjnefaldende fejlskud på En Minors debut.
2. Blue
3. On the Floor
4. Dead Can't Dance
5. Love Needs Love
6. Warm Sharp Bath Sleep
7. Melancholia
8. This Is Not Your Day
9. Black Mass
10. Hats Off
11. Disposable For You
Indrømmet. Jeg er en af dem, der gennem årene har sat mig en smule mere forventningsfuldt frem i sædet, når Phil Anselmo har teaset sit ”gothic rock project”, som skulle minde om The Cure, Sisters of Mercy og David Bowie, blandt andet. For det lyder jo spændende. På papiret. Også selv om Anselmo selv ikke rigtig har luftet renstemmen i årtier, og man berettiget tvivler på, at han stadig har den. Også selv om Anselmos sidste hæderlige udgivelse ligger otte år tilbage, hvis man virkelig tager ja-hatten på. Har man glemt den ude i garderoben, skal vi nok tilbage til engang før 00'erne blev til 10'erne for at finde noget materiale fra den tidligere Pantera-frontmand, som virkelig bragte et smil på læben hos ret mange.
For et års tid siden hørte vi så endelig et par numre fra det sagnomspundne projekt. Det var sandt at sige en smule skuffende. Og når det ene af de to moderate skuffelser, 'On the Floor', tilmed er En Minor-debutens diskutabelt bedste skæring, så er pladen med den unødvendigt opskruede og meget Anselmo-selviscenesættende titel 'When the Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out' altså sej at komme igennem.
Hvorfor? Fordi der lynhurtigt tegner sig et billede af, at det aldrende ikon, der er Phil Anselmo, simpelthen har brug for en kapabel sangskriver ved sin side for bare nogenlunde at fungere. I Down havde han Pepper Keenan og til dels Kirk Windstein. I Pantera 'Dimebag' Darrell. Og det var godt. Men i Scour, det haltende soloprojekt The Illegals og navnlig i Superjoint skulle Anselmo selv trække læsset på kompositionsfronten.
Og fejlede.
Det gør han også her. Her er ingen Dimebag. Her er ingen Keenan. Her er nogle no-names fra Superjoint med den allestedsnærværende Jimmy Bower som det bedste, men ikke særlig vellykkede, bud på en medkomponist. Og det får hele En Minor-projektet til at falde til jorden.
Gode intentioner er langt fra nok
Anselmo vil gerne spille gotisk rock, eller “depression rock”, som pladeselskabet markedsfører det. Og gør det, skal siges, marginalt bedre end eksempelvis Behemoths Nergal, der har forsøgt og eklatant fejlet med samme idé et par gange. Det gør dog ikke Anselmos udgydelser acceptable.
Resultatet er en overvejende akustisk rockplade tilsat en cello hist og her, der pynter gevaldigt på udtrykket, men aldrig gør det rigtig interessant. Der dunkeljammes og croones fra start til slut, mens Anselmo mumlehviskesynger (eller prøver på at synge, det hele er lidt hæst og haltende) sig gennem en håndfuld sange, der lyder som en Nick Cave-øver, hvor der er kommer lidt før meget rødvin indenbords. At Anselmo gerne vil lyde som Cave og Tom Waits er tydeligt, og enkelte gange lykkes det. Lidt for godt endda, for der er stykker undervejs, som synes lige lovlig tæt på Nick Caves 90'er-materiale.
Lidt lån kunne vel også forsvares eller ignoreres, hvis resten så fungerede. Men det gør det ikke. Overhovedet. Hver sang er mere forglemmelig end den næste, ingen af kompositionerne har kvaliteten til at fange én, Anselmos stemme er for monoton til rigtig at gøre en forskel, som den gjorde i texanerens unge dage, og det er næsten kun Steve Bernals cello, der sine steder fungerer som reel stemningsskaber og gør numre som 'On the Floor' og 'Melancholia' hæderlige. At vi også mod slutningen får serveret en målløs el-guitar på den ellers akustiske plade gør kun det hele endnu mere akavet og giver en snert af dårlig collegerock, inden Anselmo i 'Disposable For You' prøver på, og fejler i, at lyde som Layne Staley.
For stemmen er væk. Ideerne er væk. Magien er væk.
En Minor (fordi det jo er i mol, fordi det er trist og såd'n, get it?) bliver markedsført som depressionsrock. Det giver mening. Sådan havde jeg det også. At pressematerialet tænderskærende akavet proklamerer, at “this is not party music. This is “kill the party” music”, kan lytteren kun alt for godt skrive under på.
Festen er så småt forbi for Anselmo.