Fra Nintendo-core til neoprog
Genghis Tron gør comeback og skifter stil fra frenetisk 00'er-proghardcore til nysselig neoprog med blibbende synths. Resultatet lyder på en gang nutidigt og tilbageskuende.
2. Pyrocene
3. Dream Weapon
4. Desert Stairs
5. Alone In The Heart Of The Light
6. Ritual Circle
7. Single Black Point
8. Great Mother
I 00'erne var det, som om Relapse Records var over det hele og stod for de dominerende trends i metallen. Drone doom forbandt man med Relapse. Dillinger Escape Plan og deres mathcore var på Relapse. Blandinger af black metal og hardcore som Tombs var på Relapse. Den hashomane doom, som horder af Electric Wizard-inspirerede bands pumpede ud, forbandt man med Relapse. Neurosis havde været der længe.
Relapse var fremtiden, Relapse var det nye, Relapse var dér, hvor bands tog forskellige varianter af hardcore med sig, Relapse var metallens nutid og fremtid, Relapse var metal for folk, der havde akademikerbriller og som havde det svært med metallens troper (det vil sige ikke mig, selvom jeg altså har akademikerbriller), som gerne ville have metallens hårdhed og tyngde, men som skammede sig over metallen og syntes, den var så dum og fjottet, og med uendelig hybridisering fik selskabet de mere faste metalgenrer til at fremstå støvede, gammeldags og kiksede.
Alt er cyklisk
I 2021 føles tiden, hvor Relapse dominerede metallen og stod for nybrud, meget langt væk. Det, der dengang virkede nyt, fremstår i dag støvet. Stoner rock, Electric Wizard-doom, sludge, math-rock, hardcore med black-influenser, Neurosis-rock ... boomer, please! Fordi metallens trends som så meget andet er cykliske, er de sorte arkitektbriller og den der fjollede kæde, der går fra forlomme til baglomme (eller er det omvendt?) i et par bukser med lidt for mange lommer, erstattet af vest og en tydelig retrotendens i metallen. Og hippe Relapse er blevet store (og er stadig hjemsted for en række eksperimenterende bands) og har et pænt kvantum bands fra den gamle skole i stalden.
Og fordi alt i metallens verden er cyklisk, gentager sig selv på nye (og gamle) måder, så er Genghis Tron pludselig aktive igen efter en pause, der har varet siden 2010. Alt er ved det gamle: Kurt Ballou har selvfølgelig drejet knapper, og 'Dream Weapon', bandets tredje fuldlængdealbum, udkommer på Relapse. Men alt er også nyt, eller alt er også nyt og gammelt: Ind er kommet en ny sanger og en menneskelig trommeslager (der supplerer tidligere tiders programmering). Og så har Genghis Tron gennemgået et stilskift af de store. Væk er tidligere tiders frenetisk blippende Dillinger Espace Plan-inspirerede 'Nintendo-core", den proggede, grindede hardcores amokløb, og ind er kommet en meditativ, mere stillestående lyd inspireret af 70'er-synth-bands som Tangerine Dream med synthfladerne helt fremme i lydbilledet; en drømmende vokal, der trækker tråde tilbage til 70'ernes progressive rock; en Nine Inch Nails-agtig electronica-rock og en post-rock-agtig dynamik med på en gang organiske og maskinelt pulserende trommer. I den forstand er også Genghis Tron blevet tilbageskuende – mod både 70'erne og 90'erne.
I sig selv er det vel ikke mindre retro end den nuværende bølge af 80'er-metal, men Genghis Tron spiller i genreformer, der opfattes som progressive, så 'Dream Weapon' skal nok blive hyldet af gruppens som nyskabende, selvom det er så som med dét.
Fremmedgørelse og stilstand
Jeg kan godt forestille mig, at det vil fremmedgøre en del af gruppens ældre fans, der må have håbet på, at Genghis Tron fortsatte, hvor de slap. Til gengæld rammer de mig mere end tidligere, men jeg har også altid haft det bedre med 70'er-synths og prog end med Relapse-metal. Det er, når der blippes mest kosmisk igennem som på introen 'Exit Perfect Mind' eller den lange 'Ritual Circle' med dens krautede NEU!-trommer, eller når keyboardet lyder mest som label-makkerne og synth-onanisterne Zombi, at jeg har det bedst med 'Dream Weapon'.
Men jeg er alligevel ikke helt solgt, og det skyldes dels, at 'Dream Weapon' ikke er sådan særligt catchy, dels, at materialet, der ellers skal forestille at være dynamisk, lidt for ofte bare bliver stillestående og ender med at lyde som outtakes fra et Devin Townsend-album fra begyndelsen af 00'erne, som fx titelnummeret, der lader, som om det spiller med musklerne, men mest bare er små hop på stedet.
I hvert fald tager jeg mig i at ønske mere vildskab, at Genghis Tron slipper kontrollen, lyder lidt mindre modne, holder op med at være så smagfulde, går til yderligheder andre steder end i keyboardlyden. Der skal nok være dem, der hylder 'Dream Weapon' som et fremragende comeback, et comeback til tiden. Men når det bedste på albummet er det, der lyder mest af 70'erne, og meget af albummet lyder lidt for meget af 90'erne, ja, så ville jeg nok bare foretrække, at Genghis Tron bare begyndte at lyde som Tangerine Dream med NEU!-beat fuldt og helt. Med genreskiftet synes også bandets trang til at gå til yderligheder at være gået tabt. Excentrisk retroprog i stedet for smagfuld neoprog med pæne electronica-tendenser, tak.