Trapdustrial 2020
Populær
Ghostemane gør, hvad han vil. Kombinerer tidens trend med den tungeste og mest ubehagelige industrial, som var det 1994. ’Anti-Icon’ er på én gang fremadskuende og en hyldest til fortiden.
Vagabond
Lazaretto
Sacrilege
AI
Fed Up
For Winds of Change
Hydrochloride
Hellrap
Anto-Social Masochistic Rage [ASMR]
Melanchoholic
Calamity
Falling Down
Eric Whitney er en altmuligmand. Et Soundcloud-fænomen, der hygger sig med flere interessante projekter. Ghostemane er det mest prominente og kendte. Under kunstnernavnet har Whitney udgivet intet mindre end otte album – hvilket sandsynligvis er gået hen over hovedet, på de fleste læsere af dette magasin. Hvis du til gengæld er stødt på Ghostemane, har det sandsynligvis været på grund af Whitneys forhold til nu-metal-kometen Poppy eller i form af trap-rap. Numre som ’Mercury.Regtrograde’ og Pouya-samarbejdet ’1000 Rounds’ er på kort tid gået fra undergrundshits, til heavy rotation på diverse mainstreammusikkanaler.
Af den årsag kan ’Anti-Icon’ nemt vise sig at være en af årets helt store overraskelser. Både for folk med hang til metal såvel som nuværende fans af Ghostemane. Selvom den industrielle tilgang og den okkulte, black metal-inspirerede, visuelle retning har været en del af kunstnerens univers siden debuten ’Oogabooga’ (2015), er dette pladen, hvor Whitney tager skridtet mod metal fuldt ud.
Et mindre skridt, men en stor succes. ’Anti-Icon’ er en skizofren udgivelse bygget på ovenstående virkemidler, men med et markant fokus på industrial – med et hint af alternativ metal og nu-metal. Det dominerende virkemiddel på pladen er dog langtfra kombinationen af trap og de mange elementer fra metallens subgenrer. Det er mystikken og ubehaget. Ubehaget er i høj grad båret af de pumpende, industrielle undertoner, der ligger meget nær det ubehag, som definerede Nine Inch Nails i midthalvfemserne og frem til og med ’The Fragile’. Et band, som Whitney ved flere lejligheder har udtrykt sin begejstring for.
Ligesom Bathory ved flere lejligheder er blevet fremhævet som inspiration – en inspiration, der er markant, når Whitney slår sig løs i black metal-projektet Baader-Meinhof.
I Ghostemane er Nine Inch Nails dog den primære referencerne. Vokalføringen på ’Melanchoholic’ er som revet af Trent Reznors tungebånd, ligesom man ikke skal lytte længe til ’Hydrochloride’, før inspirationen er tydelig. De indledende synths er nok nærmere Nine Inch Nails’ på ’Year Zero’, men det pumpende beat og den rå vokalfrasering er som taget ud af ’The Downward Spiral’.
Mystikken er derimod tæt forbundet med Whitney selv. Ghostemane-karakteren, der trods flere års arbejde og anerkendelse inden for trap, er et mere eller mindre ubeskrevet kapitel i metal sammenhæng. At ’Anti-Icon’ oveni er en temmelig stærk udgivelse, forstærker kun mystikken. Hvem er denne Ghostemane? Hvor kommer den overtatoverede fyr fra?
Hvem er manden, der angriber lytteren med et arsenal af low-key-virkemidler på ’AI’? Først og fremmest med et beat, der er ondt og tungt, som natten er mørk og lang. Hertil sangskrivning, der er båret af trap-kulturens klippe-klistre-tilgang og mix af tunge hiphop-beats, breakdowns og EDM – forvredet til et dystert, sortseende misfoster. Endelig tilføjes en indadvendt, nedtonet, snerrende vokal, der skifter til skinger vanvidsrap på et splitsekund. Selve rappen er sågar i et tempo, der sender samtlige rap- og nu-metal-bands i skammekrogen.
Selvom vi kun får et decideret riff de sidste 30 sekunder af nummeret, har Ghostemane succes med at skabe et ubehageligt og mystisk univers, der både drager og frastøder lytteren. Definitionen af ’AI’ såvel som hele ’Anti-Icon’.
Alt er beskidt, mørkt, klaustrofobisk og dirrer af råddenskab, skjult i mørket lige uden for lytterens synsfelt. Det er dragende og fungerer som en solid rød tråd gennem udgivelsens 13 numre.
’Anti-Icon’ lægger sig i køen af plader, der skubber metal ud til et bredere publikum. Et potentielt gateway-album for det voksende trap-publikum, hvor næste sandsynlige skridt i en ny metal-lytters dannelsesrejse vil være kunstnere som Nine Inch Nails, Code Orange (for det fandenivoldske og nærmest vulgære mix af genrer – lyt blot til åbningsnummeret ’Intro. Destitute’) og tidlig Marilyn Manson, i kraft af det industrielle nu-metal-orienterede aftryk.
Et nummer som ’Anti-Social Mascochistic Rage’ er nærmest en hyldest til Manson, hvad angår stemmeføring såvel som det gennemgående trommebeat. Beatet lyder som en klar reference til Mansons klassiske ’The Dope Show’. Generelt er det lyriske indhold lige på kanten til nu-metallens introverte, ængstelige tematik. Heldigvis pakkes det ind i hiphoppens attitude samt blod, horror, drabsromantik og rigeligt med motherfuckers, til at det ikke bliver helt kvalmt – på samme distancerede vis, som Manson mestrede det i sin storhedstid.
’Anti-Icon’ er en plade af tiden. Den indkapsler de populære tendenser, der definerer vores samtid, og kombinerer det med knivskarp industrial, som var det 1994. Det er en både provokerende og iderig plade, der nok skal skræmme og forarge. Men mest af alt er det et veleksekveret bud på en mulig fremtidig retning for metal