9½ minuts terapi

Københavnsk-amerikanske Indre Krig har længe været en eksklusiv fornøjelse, men langt om længe har hardcorebandet indspillet og udgivet noget, du kan holde i hånden.

Sidste år var vi heldige nok at opleve Indre Krigs debutkoncert til Hardcore Temptation vol 14, og det skulle vise sig at være en fremragende ide.
Siden hen er det blevet til lidt flere shows, blandt andet på Ilter sidste år, hvor de var i rigtig godt selskab.

En af de gode ting ved punk- og hardcorescenen er, hvor organisk den er. Det gør sig måske generelt gældende i undergrundsmiljøet, men det giver altid en vis glæde, når man har set et band arbejde sig op fra ingenting og så nå store opvarmningsgigs og komme til udgivelser. Så langt er Indre Krig ikke endnu, men deres meget personlige tilgang til hardcoren kommer for første gang ud over scenekanten og ud på anlæggene, hvilket vi håber på betyder et skridt tættere på de større koncerter.
Man kan nok allerede nu høre, at vi er rimeligt tilfredse med ‘Destroyer’.



Som man kan høre på den knap et minut lange ‘Blister’ er der rigeligt med energi på EP’en, der følger op på den ubetitlede firetracksdemo fra sidste år, og som giver os endnu mere af det, vi godt kunne lide ved første udspil.
Selvom det går stærkt er der også mulighed for at lege med elementerne, som ‘Blister’ også demonstrerer. Omtrent halvvejs får vi et nærmest surfet guitarbreak fra Erling – bandet er naturligvis så punk, at de ikke bruger efternavne – og det er små touches som dette, der giver os mulighed for at få hovedet ovenvande momentvis, inden man igen trækkes ind i den kaotisk hvivlende moshpit som ‘Destroyer’ er skabt til.

At instrumentalisterne er dygtige og formår at skabe flow i kaos er utvivlsomt, men en anden styrke Indre Krig lægger for dagen, er forsanger Chloë. Særligt på ‘Claustrophobia’, der starter ud med en dyb indånding, kommer hendes vokal til sin ret.
Tracket er bygget op omkring usikkerhed, selvhad og frustration, og Chloë formår at få skreget det hele ud på EP’ens længste track. Stemmen varieres og moduleres mere end den gør på de andre tracks, og selvom man ikke ligefrem kan påstå, at to minutter og ni sekunder er længe, klæder det alligevel Indre Krig at lave en længere struktur i sangen. Afslutningen består af sætningen “I’m sorry” gentaget i det nærmest uendelige og det er en smertelig genkendelig oplevelse. Hvis dårlig samvittighed og tankemylder kunne sættes på melodi, er det denne.

Generelt er Indre Krig – hvilket navnet også antyder – fokuseret på hvad, der foregår inde i mennesket. Det er en stressende og rasende omgang og på den måde ret god til at afspejle de tidspunkter i livet, der måske ikke lægges op på instagram. Det er altid godt at få tanker frem i lyset i stedet for at lade dem fylde indvendigt og man får en klar fornemmelse af katarsis hos musikerne og hvis man er heldig, kan det måske også overføres til lytteren.
Det er befriende at høre nogen skrige “I’m insecure” og flere burde gøre det.