Pomp rock-legender rejser sig på ny
Kansas har mere eller mindre været på banen siden begyndelsen af 1970’erne. Med det nye album viser bandet, at ilden ikke er udslukt endnu.
2.) Throwing Mountains
3.) Jets Overhead
4.) Propulsion 1
5.) Memories Down the Line
6.) Circus of Illusion
7.) Animals on the Roof
8.) Never
9.) The Song the River Sang
En gang var der noget, som blev kaldt pomp rock. Det er jo ikke ligefrem en betegnelse, som ligger i Devilutions vokabolarium. Men det er en rockstil, som var særdeles meget fremme især i USA i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Det var bands med storladne sange og pompøse arrangementer med afsæt i en blanding af progressiv rock og melodisk rock tilsat en ikke helt ubetydelig del hard rock, uden at det helt havde karakter af det, som vi nu til dags kalder metal. Kansas hørte sammen med bands som Styx, Boston m.fl. til den tid og den genre.
Kansas er et amerikansk band fra staten – ja gæt selv. Bandet var inspireret af engelske prog roc-bands som Yes, Genesis og til dels Jetho Tull. Kansas havde – og har – ligesom Jethro Tull også en lettere inspiration fra traditionel klassisk musik. Hos Kansas er tværfløjten imidlertid skiftet ud med violin.
Dengang
Kansas blev stiftet i begyndelsen af 70’erne men havde altså sin storhedstid i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Det blev til ret store hits som ’Dust in the Wind’ og ikke mindst ’Carry on Wayward Son’. Sidstnævnte er fortsat fast inventar, hver gang der udgives et best of classic rock-album i USA. Sidenhen er det gået noget ned ad bakke for Kansas. Medlemmer er udskiftet, og publikums musiksmag er nok også ændret. I midtfirserne var den nuværende guitarist i Deep Purple Steve Morse med i bandet på to albumsuden nævneværdig succes.
Kansas er gået fra at være et decideret arenaband til atspille på mindre spillesteder. Selv har jeg oplevet dem sidst i nullerne i på Sønderborghus i Sønderborg. Udgivelser har det også været relativt småt med, og helt stille på pladefronten var der fra 2000 til 2016. Men i 2016 kom så albummet ’The Prelude Implicit’, og nu er så netop udkommet efterfølgeren ’The Absence of Presence’.
Og så nu
Kansas består i nuværende form at de to oprindelige medlemmer guitarist Rich Williams og trommeslager Phil Ehart samt bassist Billy Greer, der har været med i bandet i ca. 35 år, og violinist og guitarist David Ragsdale, der har været i bandet i flere perioder og været fast medlem siden 2006. Hertil er der de seneste år kommet to nye folk i form af guitarist Zak Rizvi, der kom med i 2006, og senest ankomne, keyboadspiller Tom Brislin, der kom med i 2019. Herudover består bandet også af sanger Ronnie Platt, der erstattede Steve Walsh i 2014.
Oven på denne lange introduktion henstår så spørgsmålet, om Kansas overhovedet er relevant for tidens metalpublikum? Jamen, det vil det bestemt være for os, der holder af prog metal som bands som Dream Theater og lignende.
Kansas er på ’The Absence of Prensence’ fortsat inspireret af den britiske scene med bands som Yes og Genesis. Lyden er præget af rigtig meget keyboards, men guitarerne er hårdere end hos Yes og Genesis. Når man lytter til det nye album, er man som kender af bandet ikke i tvivl om, at det er Kansas. Men det overraskende er, at det er de to senest ankomne medlemmer, der har skrevet al musikken. Kansas har hen over årene mistet de to primære sangskrivere, guitaristen Karry Livgren og sanger og keyboardspiller Steve Walsh.
Ved første gennemlytning lyder det derfor lidt, som om Kansas kopierer sig selv med de nye kræfter. Men henad vejen vokser sangene til, at man ender med at acceptere det nye album som et rigtigt og godt Kansas-album.
Albummet lægger lidt forsigtigt ud med titelsangen. Det er en bombastisk sang båret af keyboard, violin og guitar, der ikke helt slår benene væk under en. Mere saft og kraft er der at finde i næste sang, ’Throwing Mountains’, hvor der for alvor bliver skruet op for et solidt guitarriff. Den er som de andre sange på albummet karakteriseret ved, at der hele tiden kommer nye input og sekvenser, når der ikke lige er vokal. Den er, som det er kendetegnet ved Kansas, melodisk og lettere tilbagelænet. Det er derfor primært i de instrumentale sekvenser, at der er noget at hente for lyttere med hang til den lidt hårdere og progressive rock.
">
Albummets tredje sang, ’Jets Overhead’, begynder ganske roligt på klaver, inden den udvikler sig til en midttempoprogsang med fine soloer af såvel guitar, violin og keyboards.
">
Det kun godt to minutter lange instrumentalnummer ’Propulsion 1’ er en fin sag med et herligt drive.
Der er naturligvis også en powerballade på albummet i form af ’Memories Down the Line’. Det er en rigtig romantiker, med den er faktisk overraskende god med fine instrumentale indspark i alt det sentimentale. Den ledsages naturligvis af en helt igennem politisk korrekt video med billeder fra fotoalbum, hvor ingen etniske minoriteter, der har sat fod på amerikansk jord, kan føle sig forbigået eller trådt over tæerne.
">
Albummet rundes af med ’The Song the River Sang’, hvor forsanger Ronnie Platt for en enkelt gangs skyld har overladt mikrofonen til nyest tilkomne medlem Tom Brislin. Det er en effektiv og progressiv afslutning på et godt comebackalbum fra veteranerne fra hvedebæltet i USA.
Kansas har set deres storhedstid. Men nye lyttere, selv om de ikke kander bandet, bør give det en chance. Det gælder både det nye album og bandets bagkatalog. Det nye album begejstrede ikke denne anmelder ved første gennemlytning. Men som alle gode album vokser det fortsat ved hver gennemlytning.