Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Eksperiment uden ende

Populær
Updated
Eksperiment uden ende

Australske Kurushimi har en interessant indgangsvinkel til deres delvist improviserede noisejazz. Men idéerne udmunder desværre sjældent i noget decideret lytteværdigt, og dermed bliver det monstrøse debutalbum en 80 minutter lang ørkenvandring.

Kunstner
Titel
Kurushimi
Dato
16-02-2016
Trackliste
1. 'Kamaitachi'
2. 'Shinigami'
3. 'Kimon'
4. 'Dodomeki'
5. 'Amanojaku'
6. 'In A Grove'
7. 'Onmoraki'
8. 'Amanozako'
9. 'Jorōgumo'
Forfatter
Karakter
1

Det er altid interessant at lytte til, hvad sker der i metallens randområder. Derude, hvor metallens ekstremitet, symbolik, bøvethed eller selvhøjtidelighed møder andre genrer og skaber anderledes lyd. En ny form for ekstrem, som ikke nødvendigvis er metal, men i hvert fald er metallet.

Det australske kollektiv Kurushimi (der betyder ”lidelse” på japansk) befinder sig et sådant sted, men det vil være en utilstrækkeligt at påstå, de blot hører til i metallens periferi. For i virkeligheden er de over det hele. Med en blækspruttes fangarme griber de fat i alskens lyd og blander det sammen i en improviseret cocktail, der får dem til at fremstå som et mash-up act. De vil tydeligvis ikke begrænse sig, og det kommer til udtryk på det selvbetitlede debutalbum, der udkom på Bandcamp tilbage i februar.

Bredt favntag

Den seks mand store gruppe er fra Australien, nærmere betegnet Sydney, men de benytter sig heftigt af japansk kultur i alt fra artwork til sangtitler og bandnavn. Musikken er en sammensmeltning af blandt andet free jazz, metal, noise og grindcore, og man kan i en moderne vending måske kalde det en form for impro-jazzcore. Albummet er udgivet af det australske pladeselskab Art As Catharsis, der generelt beskæftiger sig med mere eksperimenterende og ukategoriserbar musik, og på selskabets Bandcamp-profil skriver de dette om udgivelsen:

”This heavily improvised release pushes the boundaries of deconstructionist noise-jazz with departures into doom, grindcore, prog, dub and hip hop. The result is something like the unholy congress of Ornette Coleman, Morbid Angel, Bill Laswell, John Zorn and Bohren & Der Club of Gore”.

Netop den eksperimenterende saxofonist og komponist John Zorn springer op som referencepunkt, når man lytter til Kurushimi. Zorn pionerede som leder af bandene Naked City og Painkiller (hvor Bill Laswell også var medlem) det hyperekstreme miks af jazz, grindcore og metal, og ligesom Kurushimi havde Zorns grupper også en visuel side kraftigt inspireret af japansk og østlig kultur.
 
Men hvor Zorn & co. holdt sig til det stramme grindcoreformat og lavede ”sange”, der sjældent varede mere end to-tre minutter (eller bare ét minut), gør Kurushimi det modsatte: Ligesom de skubber de genremæssige begrænsninger, så skubber de også den tidslige begrænsning, og det resulterer i et 80 minutter langt monstrum af et debutalbum.

Instrumentrollerne er mellem fem mennesker fordelt på bas, turntables, guitar, trommer, alt-, tenor- og barytonsaxofon og fløjte, alt imens det sidste medlem har rollen som dirigent. Idéen med det har været at søge væk fra free jazzens formløshed og ramme en mere lineær struktur, og der har dirigenten gennem en række aftalte håndtegn signaleret, hvornår der skulle grindes, hvornår der skulle trækkes tilbage og slappes af, og hvornår der skulle bygges op. Det er ud fra dirigentens tegn, at bandet navigerer sig gennem de improviserede forløb og kaster sig fra frit spil til mere strukturerede riff til opbyggende passager og hurtige grind-freakouts. Læg hertil, at albummet er indspillet live i løbet af én dag i juni 2015, og man har en – for metallen – yderst utraditionel tilgang til sit materiale.

Rejse frem for destination

Det starter sådan set rigtig godt på ’Kamaitachi’, hvor saxofonerne sammen med bas og guitar spiller et unisont riff over et trommegroove i 5/4. Der bliver gjort plads til soloer og klanglig adspredelse, og sangen holder sig på lige under fem minutter. Netop det faste rytmiske fundament gør det til en god lytteoplevelse, men det viser sig for Kurushimi at være en engangsforestilling. Den efterfølgende ti minutter lange ’Shinigami’ bruger simpelthen for lang tid på at bygge op til en forløsning, der ikke kommer, og helt slemt bliver det på 18-minutters-nummeret ’Kimon’, hvor man som lytter decideret taber pusten. Bandet gør ellers brug af den brede palet og bevæger sig fra ambiens til grind-freakouts og hypnotisk dub, men igen er det en søgen, der ikke munder ud i meget. Crescendoer hiver energien op, men sangen ender, hvor den startede uden, at man egentlig føler, man har været et særligt spændende sted henne.

Det samme gør sig gældende for den 13 minutter lange ’In a Grove’. Som lytter føler man sig tabt i eksperimenterne, og albummet bliver dermed mere en prøvelse end en fornøjelse. Det kan selv ikke et fræsende nummer som den tunge ’Amanojaku’ eller Napalm Death-hyldesten i den blot 18 sekunder korte ’Dodomeki’ rette op på.

For Kurushimi er det tydeligvis rejsen og ikke destinationen, der er målet. Og selvom det formmæssige udgangspunkt og processen er spændende nok i sig selv, så udmunder kreativiteten og legesygen ikke i et særligt engagerende musikalsk resultat, som det ellers gjorde i det maniske og skizofrene univers, som Naked City og Painkiller udfoldede på deres plader. Kurushimis debutalbum bliver i stedet en 80 minutter lang og opslidende ørkenvandring, der ville have stået bedre som helhed, hvis bandet havde begrænset sig og eventuelt søgt mere sikre farvande.

Musikalske eksperimenter er stadig bedst, når de også er sjove at lytte til.