Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mason på vej mod skyerne

Populær
Updated
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne
Mason på vej mod skyerne

Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.

Spillested
Dato
03-09-2018
Genre
Trackliste
1. Interstellar Overdrive
2. Astronomy Domine
3. Lucifer Sam
4. Fearless
5. Obscured by Clouds
6. When You´re In
7. Arnold Layne
8. Vegetable Man
9. If / Atom Heart Mother (medley)
10. The Nile Song
11. Green Is the Colour
12. Let There Be More Light
13. Set the Controls for the Heart of the Sun
14. See Emily Play
15. Bike
16. One Of These Days
Encore
17. A Saucerful of Secrets
18. Point Me at the Sky
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Fuglekvidderen lægger sin sirlige stemning over det til anledningen indrettede Forum, i dag med siddepladser i en afrundet cirkel. En salig lyd antyder vindens susen gennem lokalet. 'Interstellar Overdrive' fører os lukt tilbage til Games for May og undergrundsscenen i London 1966, hvor feeling var altafgørende og til enhver tid mere afgørende end form og struktur. Sammen med 'Astronomy Domine' og 'Lucifer Sam' sætter den som en hellig Syd Barret-treenighed en høj standard for de kommende to timers vandring igennem de første seks år af Pink Floyds eksistens.

En æra, som Nick Mason tydeligvis påskønner på en måde, hans gamle medsammensvorne ikke har den samme forståelse for. Og Masons påskønnelse er værdsat! Roger Waters laver sine stort orkestrerede shows med visuals og politik, til dels på bekostning af den musikalske substans. Dave Gilmour er blevet lige lovligt sukkersød og frelst på sine gamle dage. Og så har vi Nick Mason, der indtil for et lille års tid siden ikke var nogen, der havde skænket en tanke. Nu er han heller ingen gudsbenådet trommeslager, som flere af hans jævnaldrende er det, men hvad han til gengæld har, er en passion for denne mere løsslupne tidlige æra, hvor der er plads til at skabe numrene live i højere grad end med den mere bredt anerkendte storhedstid i 70erne.

Fænomenet Nick Mason's Saucerful of Secrets opstod i foråret som en hyldest til den svundne æra før 'Dark Side of the Moon', som hverken Gilmour eller Waters dedikerer megen spilletid til. Denne koncert blev dermed en tidsrejse tilbage til en skattekiste af syrerock-klassikere fra dengang mormor var ung.

Det kræver et vist mod at tage kampen om med det musikalske arvegods, men det er tydeligvis en opgave, Nick Mason tager med højt humør. Han siger i sin præsentation efter den indledende Barret-kavalkade, at han næsten har det mere sjovt nu, end han har haft det på noget andet tidspunkt i karrieren. Det er mere end 20 år siden, han sidst turnerede, hvilket til dels fornemmes på den lettere gumpetunge stil, han lægger for dagen, men hans udvalgte kumpaner, som ud over den mangeårige Pink Floyd-kollega Guy Pratt på bas er af mindre kendt karakter, hjælper med at give sangskatten et mere tungrocket skær. 



Forum brillerer med en sjældent skarp lyd, hvor guitarduoen Gary Kemp og Lee Harris er mest fremtrædende i lydbilledet og har mange stjernestunder. Især 'Obscured by Clouds' og den senere 'Atom Heart Mother'-suite, hvor en afkortet udgave af titelnummeret flettes ind midt i Waters-balladen 'If', vækker minder om Dave Gilmours toneangivende lyd, som skulle vise sig at udvikle sig meget i de efterfølgende år. Tilsvarende får deres hårdrockede punch tilsat et mere punket fundament til sange som 'The Nile Song', 'Bike' og det i øvrigt pudsige valg af 'Vegetable Man', som Pink Floyd vel næppe nogensinde selv har spillet live. En af Barrets sidste skæringer til Pink Floyd, inden han definitivt gik egne veje, der blev frasorteret ved tilblivelsen af 'A Saucerful of Secrets'. Egentlig heller ikke en sang, der gjorde noget væsentligt udslag, hvis ikke det var, fordi det er så deep et cut, at det næsten burde kunne skrives på cv'et bare for at sige, man har været der.



Mason nævnte herefter deres daværende stridigheder med at få debutsinglen 'Arnold Layne' spillet i radioen på grund af dens i dag jævnt harmløse tekst om en mand, der stjæler dametøj. Tiderne har så sandelig ændret sig, men det sætter kun sjældent spor på bandet, der leverer numrene passioneret og også momentvis giver sig selv lov til at træde ud af de mere syrede afkroge. Som da Mason stolt proklamerer, at visse tidligere bandmedlemmer havde svært ved at give Mason plads til at bestemme i bandet, ”but finally I get to play the gong!”, hvorefter kursen bliver sat mod hjertet af solen i et af aftenens stjerneøjeblikke. Styrken i Pink Floyd var altid, mere end noget andet, summen af de enkelte dele, og her fik den underspillede keyboardist Dom Beken tilført sit eget syrlige touch til helheden.

Sangen, der lægger navn til bandet, blev spillet så tro mod liveversionen fra 'Ummagumma', at kun Masons stive rundgange i part II bekræftede, at der var sket noget siden 1969. Den storladne 'Pt III – Celestial Voices' rundede Pink Floyds første mere progressive komposition af, og mens gåsehuden fik lov at lægge sig, blev koncerten lukket ned med endnu en glemt perle i form af 'Point Me at the Sky'. ”All we've got to say to you is goodbye” lyder de sidste linjer, og således endte to timers tidsrejse som den startede: i den obskure ende af Pink Floyds bagkatalog.



Der var aldrig nogen tvivl om, at Nick Mason elskede at være tilbage på scenen, og det klædte ham at være direktøren. Om det er alderen, de mange år væk fra scenen eller summen af disse, der tilføjede en lige vel gumpetung approach til trommespillet, skal stå uvist hen, men det er mindre skønhedspletter i deres dedikerede levering af de formative år fra 1966-72. Den indre Pink Floyd-fanboy ville have givet 5 for en blændende lyd og en sætliste, der virkelig kræser for kenderne med plads til at syre ud.

Med mere rationelle briller på er det dog svært at benægte, at enkelte ballader som 'Fearless' og 'Green Is the Colour' blev leveret uden fordums charme. At dette var deres blot sjette show nogensinde, var dog ikke noget, vi mærkede. 'One of These Days' lød lysår skarpere i hænderne på Masons besætning end i Royal Arena for en måned siden, og i modsætning til Roger Waters' politiske paroler og pomp og pragt var dette da også først og fremmest en koncert med indlevelsen og nerven som de bærende kræfter uden de store ambitiøse visuelle gimmicks, vi ellers kender Pink Floyd for senere i karrieren.

Tak, Mason, vi savnede intet.