Er det ... rock?
Jeg er ikke sikker på, at det er noget for alle. Jeg er ikke sikker på, at det er noget for mig. Men jeg er ret sikker på, at det er vigtigt.
Vi er unge her på Devilution. Eller… nogle af os er stadig lidt unge i hvert fald. Så på en dødkold aften går turen til ung musik i Pumpehuset. Nothing,nowhere er en del af den næste generation af emo. Men han er også rapper. Joseph Edward Mulheim, som hans mindre stiliserede fødselsattest kalder ham, er fra Massachusetts og har fundet en plads blandt gamle kendinge som Tiny Moving Parts og La Dispute på trods af sin lidt afvigende art emo. Punk Rock MBA har udnævnt genren ”Emo Rap” som en af de genrer, der vil vise sig at betyde noget for rockmusikken i fremtiden, eller som ansigt for den ”alternative undergrundsmusik”. Det passer også meget fint med 00’s-revival generelt, da det i virkeligheden lader sig inspirere af to genrer der betød meget for den periode: Emo og nu-metal.
Opvarmningen i dag vil jeg skøjte lidt lettere henover, da første navn på scenen, Sulli, formår at levere et show, der primært bliver udført med stemme på backing track og rimelig elendig publikumsstyring. Sulli er tidligere forsanger i bandet Crooks UK, som undertegnede oplevede have et panikanfald på scenen første og eneste gang bandet gæstede Danmark.
Derfor er det trods alt en glæde at se manden være tilbage, og ikke mindst faktisk se fantastisk glad ud, på trods af det generelle kvalitetsniveau. Efterfølgende kommer på Guccihighwaters, der imponerer med utroligt kedelige, melankolske sange og generel forglemmelighed. Er der en chance for, at jeg i dette tilfælde ikke er ung nok til at forstå det? Ja. Derfor skal jeg afholde mig fra at kommentere på det yderligere.
Mulheim har formået at tiltrække en ret broget forsamling. Nogle ser ud som om, at de går til hardcoreshows, andre ser ikke ud til at have været til en koncert før. Fælles for dem er dog, at de alle sammen kan synge med på sangene. Mulheim starter også settet med en af sine stærkeste sange, ’Cyanide’, der oprindeligt blev gæstet af selveste Pete Wentz, guitarist for pop-punk-legenderne i Fall Out Boy.
Det klæder Mulheims musik at være live. Hvor ’Cyanide’ normalt ligger i den mere ”rå” ende af hans repertoire, så får en del flere af sangene en spændende kant, der på en måde får mig til at se, hvad Punk Rock MBA mener med ”fremtiden for rockmusik”. Eller faktisk, så lyder det mere som noget, der kunne være udgivet for 15 år siden, nu måske bare med mere klassisk rapteknik i stedet for mumlede spoken words, der kendetegnede versene i den epoke – i hvert fald for emo og post-hardcore.
Musikerne, som Mulheim har installeret som en fast del af sit liveband, er også fantastisk dygtige. Som til et klassisk hiphop-show er der installeret en DJ – dog ikke på turntables, men computer. Det er heller ikke ægte mixing, men nok snarere backing track-queueing. Men det virker faktisk fint, og de elektroniske elementer fra Mulheims produktioner virker præcis som forventet, ved at sætte en slags mørk og dyster ambience for mange af sangene. Generelt er det imponerende, hvor fint tour-orkestret rammer lyden fra Mulheims egne produktioner. Vi ser jo i virkeligheden oftest musikere spille riffs, de selv har skrevet, og det må være en kunst at ramme samme lyd så fint, når man ikke selv er ophavsmanden. Det ses især på det nyere nummer ’Love or Chemistry’, som på indspilningen lyder irriterende trap-agtigt og lidt skabet. Live kommer guitarlinjerne til sin ret, og man kan næsten forestille sig, at Justin Shekoski fra 00’er-bandet Saosin faktisk stod på scenen, eller i det mindste havde skrevet riffene. Mulheims stemme er også samme kvalitet som på indspilningerne, og han er dygtig til at styre sit publikum.
Man står som mindre indviet i emorappens lyksaligheder, tilbage med en mærkelig nostalgisk, men også forvirret følelse. Nogle gange føles det som om, man er mødt op til en Limp Bizkit-koncert (hvis Fred Durst nogensinde havde været sjælfuld). Nogle gange føler jeg mig helt uforstående for de elektroniske elementer eller mere hardcore hiphop-elementer. Nogle gange står jeg med en dyb melankolsk følelse, som om jeg ser noget, der betød meget for mig, nu også betyder noget for den næste generation.
Det, jeg tror, jeg står mest tilbage med, er en slags taknemmelighed for, at der findes kunstnere som Mulheim, der ikke blot laver musik, som er universelt elsket. Han presser grænserne for, hvad der er rockmusik, hvad der er rapmusik, hvad genrer overhovedet er, og hvorfor vi lytter til musik i det hele taget. Det er ikke altid, at jeg er med hele vejen, men jeg forstår præmissen og jeg respekterer den.