Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En omsluttende absurditet

Updated
PhobophilicEnvelopingAbsurdityCover22

Med eget DNA og et gennemarbejdet studie i klassiske dyder leverer Phobophilics en af årets bedste debutalbums i dødsmetalgenren.

Kunstner
Titel
Enveloping Absurdity
Dato
15-09-2022
Trackliste
Enantiodromia
Those Which Stare Back
Nauseating Despair
Cathedrals of Blood (Twilight of the Idols)
Individuation
The Illusion of Self
Survive in Obscurity
Enveloping Absurdity
Forfatter
Karakter
4

En debut er altid spændende. Et debutalbum fra et band, hvis EP og demoer tegnede overordentligt lovende, er ikke mindre interessant at tage hul på. 

Kan de stå distancen? Har de godt materiale nok til en fuldlængdeudgivelse? 

Med ‘Enveloping Absurdity’ er det ikke bare tilfældet, det er også materiale af en kvalitet, der sikkert ikke kan undgå at befinde sig på årslister, når dødsmetalåret skal gøres op.

Det relativt unge band Phobophilic er fra Fargo, North Dakota og blev dannet 2016. De seneste år har de især markeret sig med EPen ‘Undimensioned Identities’ fra 2019 og splitalbummet ‘Horrific Manifestations’ fra 2020 med det canadiske band Sedimentum som også tidligere i år udgav et yderst godt debutalbum.

En omsluttende absurditet
‘Enantiodromia’ sparker albummet i gang med en rolig, opbyggende start før tempoet og en luftig rådden vokal tager over. Allerede her i første nummer bliver vi præsenteret for temposkift og veksling mellem temaer, før en lang og doomy passage afslutter seancen. Førstesinglen ‘Those Which Stare Back’ tager over med sin mere simple, smadrende form, der dog udmærker sig med dygtige soloer og de igen skiftende temaer. Er ‘Enveloping Absurdity’ et debutalbum, hvor denne kreativitet og gennemarbejdethed generelt går igen, skal vi allerede her to numre inde begynde at glæde os. Undertegnede synes ikke, det er forfærdeligt mange år siden, at debutalbums fra unge bands oftest bar præg af faktisk at være debuter. At formen og stilen ikke nødvendigvis endnu var blevet fundet, og for tiden føles det som om, det vælter frem med gode debuter fra unge bands i dødsmetalgenren, der er gode på deres instrumenter, og som i sig har deres egen moderne lyd og stil. 

En højdespringer på albummet og en af dem, mine naboer virkelig har fået lov til at nyde, er ‘Cathedral of Blood (Twilight of the Idols)’. Et nummer, der umiddelbart starter ud med simpel smadder, men leverer super fede riffs, melodi og skift af både tema og taktarter for til sidst at smide tunge og lækre dødsmetalchunks i brystet på os.

Det er tydeligt, at den musikalske opdragelse har været god og med afsæt i traditioner som Incantation og for eksempel Immolation, men med egen moderne lyd som Tomb Mold - uden sammenligning i øvrigt. En moderne dødsmetallyd anno 2022 med god og klar produktion uden dog at gå på kompromis med den “rådne” tendens i genren pt. Som en pause og “palate cleanser” har den instrumentale ‘Individuation” fundet vej til albummet, inden den mørke aggression igen tager over. En aggression, der lækkert tilbagelænet og godt fodslæbende får kørt sig selv i gang i den ellers tempofyldte ‘The Illusion of Self’. Så snart du har brug for det, leverer Phobophilic et nyt tema, et breakdown eller en nedkørsel til en langsom, solofyldt doom-lignende passage. Netop det, der skal til når dødsmetal er godt og gennemarbejdet. I samme gænge fortsætter ‘Survive in Obscurity’ samt titelnummeret og albumafslutteren ‘Enveloping Absurdity’, der er en sønderrivende omgang død af bedste kaliber. En kaliber med selvtillid nok til at kunne tage det helt ned, levere en rolig runde fingerspil i eftertænksomhedens tegn, før den igen griber dig om halsen og kaster dig tilbage i en væg af benhård, moderne dødsmetal, mens du nikker med nakken, smiler og udvikler et Stockholm-syndrom.

PhobophilicPromo221

Gennemarbejdet håndværk
Tro ikke, at ‘Enveloping Absurdity’ er et album med et band, der genopfinder eller redefinerer en genre, for det er det ikke. Det er en debut med et dygtigt band, der i en efterhånden gammel genre står på skuldrene af fortidens kunstnere men bidrager med deres egen moderne lyd med gennemarbejdet materiale og en kreativitet, der er de færreste forundt. Et godt album med ungt klingende, men dog filosofiske tekster og et lydunivers, der er simpelt og virksomt i allerbedste positive forstand. Phobophilic er et godt og absolut velspillende band med et håndværk, der bliver spændende at følge.