RF '22: Strange days på Pavilion
Parental Advisory: Explicit content! Så er det sagt. Teto Preto er ikke for mindreårige, og mens 134.900 andre festivalgæster sang med på Jada på Orange, fik de sidste 100 en anderledes og til tider fantastisk oplevelse på Pavilion i selskab med det gale brasilianske kunsterkollektiv, Teto Preto.
Vi forsøger altid at forberede os en lille smule hjemmefra her på redaktionen, når de store festivaler rammer. Vi lytter til meget af det, vi ikke kender, og som derfor ikke kan afskrives på forhånd, og her kommer brasilianske Teto Preto ind i billedet. For selvom genren ligger nogle mil fra det, Devilution plejer at skrive om, så var det bare alt for fedt til at ignorere. Vi lyttede til den hårde futuriske tramper-techno krydret med ægte brasilansk varmblod, og prioriterede koncerten over Jerry Cantrells i øvrigt aldeles udmærkede og velspillede koncert på Avalon. Og det kom vi ikke til at fortryde
Nu er det jo sådan at man kan høre musik og så danne sig et billede af bandet. Men uanset hvordan du forestiller dig Teto Preto, så tager du fejl. For vi mødte intet mindre end Strange Days (hvis du husker den film) på syre, da vi kom ind på Pavilion. På scenen så vi et temmelig udklædt band (der er skam rigtige musikere med her), fronted af en utroligt lille kvinde, Laura Diaz, på utroligt høje hæle, pink split-hanekam og gigantiske samba-puffærmer i pink. Meget andet så vi ikke det første nummer, da hun udstyret med et spejl, blændede publikum og fotografer på en afgjort provokerende måde. Sejt move i øvrigt – nogen burde lade sig inspirere.
Da spejlet så blev lagt til side, fik vi hele herligheden at se. Og opdagede hvor bonert et folkefærd vi i virkeligheden er. For her var påklædningen primært designet til ikke at dække det, man normalt ville dække til på scenen og vi fik kusse og bryster og bare baller lige i fjæset. Og her kunne man jo så blive forarget på samme måde som forargelsen ingen ende vil tage, når R'nB stjerner kommer på scenen i det rene ingenting.
Men det kunne vi ikke rigtig blive, for fraværet af seksuelle undertoner, softporn og antydninger var fuldkomment. Hun var simpelthen bare nøgen på scenen og det virkede egentlig som om det var ganske behageligt. Hun ejede sin krop og bar med største selvfølgelig en noget kompliceret beklædningsgenstand, pufærmer og høje støvler, mens hun trampede militært rundt på scenen kun afløst af få stillestående øjeblikke, når synthen skulle i brug.
Men da vi var kommet os lidt over chokket, fik vi en brasiliansk dansefest fra fremtiden, som burde have sat gulvet i kog en lille smule tidligere end det var tilfældet. Om publikum var stive, kolde eller bare en kende overraskede over det visuelle udtryk, er svært at sige, men Teto Preto havde vanskeligt ved at få fat i hele publikum det meste af koncerten. Gulvet (som på Pavillion er lavet af træ) kom først i svingninger for alvor, da hittet "Gasolina" blev spillet som sidste nummer i sættet, afsluttet med en hårdt pumpende outtro, hvor der kom rigtig knald på danseriet. Der var ret mange musikere på scenen til dette show, men kun guitarist og multiinstrumentalist, Bica, kom for alvor i spil på scenen, og det var måske det lidt stillestående bagland, der tog pusten fra koncerten. Han var til gengæld helt utroligt cool i røde shorts og en art benskinner. Hvordan man så ellers slipper afsted med det.
Laura Diaz sang fedt, ramte lige på hver gang, og vi fik stort set hvad man kan høre på pladerne, bortset fra improvisationerne over Gasolina. Musikalsk var der derfor ikke nogen særlige overraskelser, og det var på samme tid fedt og lidt træls, for numrene er komponeret til at bære næsten så meget samba, som man har lyst til at lave, og derfor var også lidt ærgerligt at percussionisten ikke kom mere på arbejde, end tilfældet var.
At fremtiden er her, blev klart til John Cxnnor. At fremtiden har vendt alt på hovedet, blev klart med kunstnerkollektivet Teto Preto.